Hvis du trænger til at komme i julestemning, så er denne sukkersøde og noget alternative julefortælling med Will Ferrell i hovedrollen lige noget for dig.
Julemanden tager ved et uheld en menneskebaby med til sit legetøjsværksted på Nordpolen, og her får Buddy, som babyen døbes, lov til at vokse op blandt alfer. 30 år efter opdager Buddy, som ikke helt lever op til de små alfers arbejdsstandard på værkstedet, at han rent faktisk er et menneske. Han beslutter sig for at finde sin biologiske far i New York, arbejdsnarkomanen Walter. Men den slikglade, krammende og juleelskende menneske-alf passer ikke ligefrem ind i det travle menneskemylder i New York.
Will Ferrell spiller den naive og Pyrus-lignende alf, Buddy, der med sit kærlige julesind og fjollede fremtoning ikke kan andet end at sprede smil og julefryd. James Caan indtager rollen som den Ebenezer Scrooge-agtige fader, Walter, der ikke i starten vil kendes ved sin ukendte og efter hans mening ’kemisk ubalancerede’ søn.
Et til tider lidt tyndt manuskript opvejes af den hyggelige og julede stemning. Buddys møde med menneskeverdenen kaster mange vittige scener af sig, som når han insisterer på at følge alfernes madpyramide, som består af ’slik, slikstokke, slikkepinde og sirup’, og derfor overhælder sin spaghetti med sirup. Eller som når han i en sneboldskamp gør brug af sine alfe-færdigheder, og derfor ikke bare kan lave hundredevis af snebolde på få sekunder, men også rammer til perfektion.
Men ingen Pyrus uden Kandis, Buddy møder nemlig juleekspedienten Jovie (Zooey Deschanel), der sammen med resten af Buddys nye familie må hjælpe julemanden med at redde den døde julestemning, da han styrter i sin kane selveste juleaften. Og her må alfereglen: ”Spred juleglæde i en fart ved at synge højt og klart” tages i brug – og når først det meste af New York har sunget ”Santa Claus is coming to town”, så har ikke bare julemandens ’clausometer’, der måler julestemningen, men også dit eget ramt 100.
