Anne of Green Gables - eller Anne fra Grønnebakken, som der til tider står i en sen-decembers TV-programoversigt. Jeg ved ikke, hvorfor det er en julefilm, men TV2 synes (sådan ca. hvert andet år) at være enig i min opfattelse. For mig strækker den officielle Anne-periode sig fra omkring 1. søndag i advent til slut-januar – og over i februars regnvåde dage hvis behøves. Det føles forkert at smide dvd'en i afspilleren uden for denne periode, så mit bokssæt (ja) samler forventningens støv resten af året, til det igen er den tid.
Måske min kategorisering af Anne of Green Gables, (som egentlig er en tre timer lang miniserie, men sagtens kan ses en søndag eftermiddag i streg (det er bevist (host)), som december-nødvendig kommer sig af, at den er et såkaldt historisk drama. Der er bare et eller andet ved unge begavede kvinder med store personligheder, som var forud for deres tid, der gør sig godt med te, tæppe og indendørshygge.
Denne historie finder sted på den canadiske ø, Prince Edward Island i starten af 1900-tallet. Anne (Megan Follows), en forældreløs pige, er blevet hevet ind og ud af børnehjem og plejefamilier, siden hun var helt lille. Trods en hård tilværelse, der ville slukke gnisten i ethvert lille liv, har Anne formået at holde sig oprejst takket være sin usammenlignelige fantasi og sit talent for at forstå og sympatisere med sine medmennesker, selv dem, der ikke kunne være mere ligeglade med hende. Anne taler med sin ”vindues-ven” i spejlet og drømmer om en dag at få en rigtig hjerteveninde og et hjem hos nogle, der holder af hende.
Er det så ikke heldigt, at det aldrende søskendepar, Matthew og Marilla Cuthbert fra den idylliske flække, Avonlea, ved en fejl får sendt efter en lille pige til at hjælpe dem på deres gamle gård, Grønnebakken, og ikke den dreng, de havde tænkt sig? Da Anne dukker op, er den sky Matthew øjeblikkeligt betaget, men pragmatiske Marilla insisterer på at sende den rødhårede splejs af en pige tilbage. Det kan i mellemtiden ikke overraske nogen, at Annes unikke charme får sneget sig ind i det lille hjem, og at hun får lov at blive.
Det, der gør mig så vild med Anne of Green Gables er, meget simpelt, Anne. Anne-med-et-e Shirley. Hun er absolut en af de mest interessante og nuancerede fiktive figurer, jeg kender. Hun snakker non-stop, er yderst temperamentsfuld, enooormt dramatisk og roder rundt nede i ”the depths of despair” hver anden time.
Hun er skarp, stolt og absurd stædig. Måske den gæve klassekammerat, Gilbert Blythe havde tænkt sig om en ekstra gang, inden han besluttede at hive hende i fletningen og kalde hende ”carrots” hendes første dag i skolen, hvis han havde vidst, der ville går flere år, før han var ordentligt tilgivet. Måske den uundgåelige romance ville have blomstret tidligere.
Det er endnu noget, jeg kan lide ved Anne – til trods for hun er overordentligt romantisk og kan falde i svime over sin egen digtning, går hun ikke på kompromis med sine idealer og vil hellere klare sig selv end blive gift med den forkerte mand.
Dette kommer dog først på bane i de senere film eller miniserie-omgange. De to første fra henholdsvis 1985 og 1987 er tæt forbundne og betragtedes som ”de rigtige” Anne-film af eliten (har jeg hørt). Den tredje, The Continuing Story er fra 2000 og har ikke forfærdeligt meget med hverken bøgerne eller de forgående film at gøre, men alene er det en udmærket historie om krig og kærlighed og er mere action-præget og rørende end de forrige. Spørg mig ikke om den fjerde film, A New Beginning (2008). Nogen havde den frækhed at caste en Anne, der ikke var Megan Follows. Follows ER Anne. Det er blasfemi. Jeg nåede at se to minutter, før jeg konkludere, at det var ude af karakter for Anne at have fået et ansigtsløft og slukkede. Efter sigende er Gilbert tilmed død i denne version. What? Den film tæller ikke. Anne og Gilbert lever for evigt!
En hurtigt stikprøve bland medfans i min omgangskreds peger imidlertid på, at toeren fra 1987 er den bedste i rækken. Og ja, Anne har bevaret sine stærke personlighedstræk og pakket dem ind i en raffineret modenhed, mens hun forsøger sig som lærerinde. Personligt er jeg dog helt betaget af den yngste Anne, der aldrig er langt fra en mindre hverdagskatastrofe. Anbefalet er den hermed denne jul. På det kraftigste.
