Så er det atter blevet tid til den årlige og traditionelle julefrokost på Simons Bijouterifabrik, hvor menigmand fester på lige fod med direktør. Det udvikler sig til et sandt drukorgie, hvor hæmningerne sammen med det meste af flokken smides i detentionen.
Vi kender det alle sammen, julefrokosten. Den vidunderlige danske tradition, der praktisk talt bare handler om at drikke sig i hegnet på god dansk manér altså med øl, snaps og smørrebrød. Og i denne herlige film med det nøjagtige navn ”Julefrokosten” fra 1976 udspiller sig netop den ’perfekte’ julefrokost.
En broget flok er samlet og har kastet hverdagens titler bort: ”i aften er det ikke hr. Simonsen”, siger firmaets direktør, Alf, spillet af Bjørn Puggaard-Müller, og de er der alle sammen. Rappenskralden Borgunde (Judy Gringer), der starter en slåskamp med den stille, men pertentlige bogholder (Birgitte Federspiel). Den excentriske Peter Petit (Jørgen Ryg), der snakker kinesisk og sætter sig i osten. Den patetiske og småborgerlige ægtemand, værkfører Karlson (Jesper Langberg), som mest af alt bare vil i bukserne på Henny (Lisbet Dahl). Den røde tillidsmand Thorvald (Torben Jensen), ungdomsoprøreren Søren (Dick Kaysøe) og den konfliktsky pleaser Hans (Preben Kaas), hvis faste vending er, ”dig har jeg sgu altid godt ku’ li’” samt den omsorgssvigtede Merete (Kiristen Norholt), der kaster paraderne, når alkoholen vælter indenbords. To ting har de alle tilfælles; de er fordrukne og småliderlige. En måske lidt firkantet og karikeret optegning af den menige dansker, der ikke desto mindre er ganske morsom – og noget de fleste kan nikke genkendende til på den ene eller anden måde.
Filmen bæres netop af dens sjove og talentfulde ensemble, for plottet, det får frit spil. ”Julefrokosten” bæres mere eller mindre frem af diverse udskejelser og fjollede udfald. Julefrokosten er en fast dansk tradition, som vi kan være stolte af. Altså lige ind til mandag morgen…
”Julefrokosten” er en fin opvarmning til sin egen, eller som morsom tidsfordriv på sofaen dagen efter. Skål!
