Skriv en kommentar
Pingvinen Monrad og resten af Junglebanden har i flere år sørget for fred og glæde i junglen. Nu møder de deres hidtil største udfordring i form af den djævelske koalabjørn Igor og hans tungnemme bavianhåndlangere, som har planer om at udslette junglen og alt hvad den indeholder. Nok er Monrad en pingvin, men han har en tiger gemt i sig. Sammen med resten af Junglebanden gør han sig klar til at redde junglen og uddele en god omgang koalabank.
Serie-univers overført til det store lærred.
Animationsfilmen Junglebanden bygger på den populære tv-tegneserie med samme navn. Den er skrevet, instrueret og produceret af det franske hold, der også har stået bag tv-serien. Filmen har derfor kendte figurer, der videreføres fra serie-universet til det store lærred.
Udover kendte figurer fra serien, er der mange ligheder fra Ringenes Herres Midgårdsscener, hvor selv musikken lyder genkendelig. Der er også referencer til Kung Fu Panda-filmene og til Rocky gennem temamusikken ’Eye of the Tiger’. Det giver et præg af genkendelsesglæde til ære for et voksent publikum.
Desværre er plottet meget rodet og bærer præg af unødige gentagelser og heltekarakterer, der er gjort så dumme, at genkendelsesglæden hurtigt falmer i ventetid og lange reaktionsklip, hvor vi ser karaktererne fryse i overraskede ansigtsudtryk.
Vold for voldens skyld?
Gorillaen Miguel prises for sin dumhed og uhæmmede trang til at banke alle han får lov til af den øvrige Junglebande. Han går til hver opgave med glædesråb og forvrænget, begejstret babystemme, der råber ”banke banke banke”, imens han slår den ene efter den anden til plukfisk med et stort grin.
Det kan næppe være til ære for det voksne publikum, da karaktererne er gjort så tåkrummende ubegavede, at der ikke er meget at begejstres for. Det kan næppe heller være et budskab egnet for det yngste publikum, hvorfor filmen også frarådes for børn under 7 år. Det ligner mest af alt vold for voldens skyld, og præcis hvem filmen forsøger at ramme, står hen i det uvisse.
Det er overdrevet, langtrukkent, ikke særlig sjovt og lige som man tror at verden endelig er redet, skal vi have hele rumlen en gang til for prins Knud. Som man kan forvente af en film der bygger videre på en serie, lægges der godt op til muligheden for en efterfølgende to’er. Alligevel må man dog i sidste scene med storjublende helte overgive sig og juble sammen med dem i ren begejstring over at det endelig er slut.
