Skriv en kommentar
Den kære Max (Anders Matthesen) havde ellers lige vænnet sig til at dele opmærksomheden fra hans ejer, Katie (Neel Rønholt), med Duke (Amin Jensen), men nu kommer der nye boller på suppen. Husholdningen er blevet forøget med Katies mand og deres lille søn, Liam. Max begynder at blive overbeskyttende overfor Liam, og får urolige tics. For hvordan skal han beskytte den lille tumling fra alverden farer og trusler, der pludselig forekommer meget tydeligere?
Den første film i serien om Max og alle de andre kæledyr var en sød og charmerende familiefilm, som de fleste kæledyrs-ejere nok kunne relatere til. Nummer to i rækken er bestemt lige så sød og charmerende, og tager endda fat på nogle alvorlige emner såsom dyrplageri og når dyrene er alvorligt stressede. Men den omgås problemerne på en måde så de er let fordøjelige for børn, og ikke gør filmen alt for mørk og alvorlig.
Toeren er faktisk bedre end den første film, fordi den har mere på hjerte. Den første var sjov, hyggelig og familievenlig, og hvor denne egentlig ikke er en undtagelse så kan den bare lidt mere. Hvor den første fulgte Max og Duke i deres fælles rejse hjemad, følger vi også her Glitter (Mette Lindberg) der skal gå undercover som kat for at redde Max’ yndlingslegetøj, samt kaninen Snefnug (Mick Øgendahl), som skal redde en tiger fra et grufuldt liv i et cirkus og en ond træner. Det lyder måske udadtil ret rodet, men overraskende nok flettes de tre historier fint ind i hinanden, og filmen er generelt et godt håndværk.
Hvis man ser bort fra Max og Glitter, der er to herlige personligheder, mangler filmen dog en smule mere karakterdybde til resten af galleriet, for at man virkelig elsker den brogede flok af kæledyr. Musikvalget i filmen virker desværre til tider rimelig kliché, men også her er det genbrug fra den første film, så det er svært at argumentere imod, men man må godt ryste posen lidt.
Anders Matthesen gør et fremragende job som stemmen til terrieren Max. Alle skuespillerne gør det sådan set flot, men som voksen biografgænger kan man godt blive lidt træt af altid at høre på de samme stemmer i samtlige dubbede animationsfilm. Selvfølgelig skal de beholde det originale cast fra det første film, men dette cast går igen så mange gange at man føler man ser den samme film igen og igen.
Humoren i filmen er heldigvis helt i stil med den første, og både børn og voksne vil grine af de genkendelige situationer med deres egne kæledyr, som f.eks. når din kat går hen over tastaturet og vælter en kop kaffe eller bliver helt hypnotiseret af en laser-pen. Holdet bag Grusomme mig filmene har gjort det igen, og skabt en utrolig hyggelig og lattermild familiefilm, og endda lykkedes med at gøre en to’er bedre end dens forgænger.
