Skriv en kommentar
18-årige Julie (Maria Reuther) har det hele. Velhavende forældre, så Julie mangler ikke noget. Julie er populær og følges med den elitære omgangskreds. Et hav af følgere på de sociale medier. Velbevandret inden for mode og stil. Alt er, som det skal være. Bedst som vi møder Julie, så står hun foran at skulle holde en kæmpe fest med masser af jævnaldrende gæster. Det kan kun blive fedt!
Lige indtil tragedien indtræffer. Julies bror og forældre er på en eksotisk udlandsrejse, men kommer nemlig aldrig hjem igen… ”Vi styrter. Elsker dig. Gør hvad du vil. Far”. På et splitsekund går Julie fra at have alt til intet at have. Flyet med Julies familie ombord ryger mod jorden. Den store fest er på et øjeblik aflyst. Julies verden smuldrer og materielle goder har pludselig ingen værdi. Faktisk har Julie mest lyst til ikke at eksistere længere. Det bliver med andre ord ikke let for hende at finde frem til bare én enkelt god grund til at være på denne jord. Hun møder lidt modvilligt op hos psykologen Psyko-Bo (Anders Matthesen), men det er umiddelbart fra håndværkeren Krzysztof, der er i gang med at istandsætte en indendørs pool i familiens hjem, at hun møder den største støtte. De nære venner har i hvert fald ikke ret megen held til at få pustet liv i Julies tilværelse. Et mislykket selvmordsforsøg får Julie til at sadle om. Ud og give den gas på egen hånd uden at kigge sig over skulderen. Hvad er det værste der kan ske? Ikke at dø i hvert fald.
Kamikaze er baseret på Erlend Loes roman Muleum og er HBOs første danske tv-serie, som nu kan opleves som noget af det første tv-drama efter overgangen fra Nordic til Max. 8 afsnit af en varighed af 22-32 minutter pr. afsnit. Kamikaze er en meget livsbekræftende og livsanskuende serie, som i sin tematik og indhold henvender sig til en langt bredere seergruppe end blot de jævnaldrende til vores hovedperson. En vigtig serie så afgjort, men jeg kan dog samtidig være noget usikker på, om folk falder fra efterhånden, som vi kommer omtrent halvvejs i serien. Det er nemlig som om at Julies fortælling og progression står lidt i stampe og aldrig rigtig når et højdepunkt. Dramaturgien er bliver for stereotyp og for jævn. Det er ikke usandsynligt, at folk måske sidder og håber på mere, når Julie så at sige frygtløst slår autopiloten fra. Særligt i splithandlingen, hvor hun som kronraget rebel ser sig selv i live og alene i ørkenen ombord på et nedstyrtet fly. Vil hun nogensinde igen komme overens med livet?
Den skruppelløse tilgang til hendes alter ego i nye lande, ja, det ligner til dels noget vi også så i ”Miss Osaka” tidligere på efteråret. Det bliver for overgjort her, hvor det var mere originalt i førnævnte. Destruktionen af selve Julie som person er gennemgribende, og Julie sørger næsten for at slette sig selv, for at holde sig i live. Det er sådan set både smukt og angstprovokerende på én og samme tid. Kamikaze har lige dele styrker og svagheder, og derfor ender vi på en middelkarakter, som nok desværre er mere en 3’er end en 4’er. Underholdningsværdien daler og stagnerer.
