Skriv en kommentar
12 årige Dre Parker (Jaden Smith) må udskifte Detroit ud til fordel for Beijing, Kina, da hans mor har fået arbejde der. Et kulturchok rammer ham og han gør sig hurtigt upopulær blandt en gruppe jævnaldrende drenge fra hans skole, som uheldigvis kan Kong Fu. Specielt gruppens leder Cheng får et personligt had til ham, da Dre forelsker sig i den violinspillende Mei Ying. En dag redder viceværten Mr. Han (Jackie Chan) Dre Parker fra gruppens seks medlemmer, som er i færd med at tæve ham til plukfisk. Efter et noget mislykkedes forsøg på at forsone sig med gruppens og deres Kong Fu lærer, bliver Dre nød til at deltage i den kommende Kong Fu turnering for at slippe for flere bank. Mr. Han indvilger i, at træne ham i den ædle kunst.
80’ernes store ungdomsserie om Karate Kid er blevet peppet op og moderniseret, men titlen snyder en smule. For selvom grundhistorien om en ung dreng, der bliver en tidligere mesters lærling og skal kæmpe mod de onde kæmpere, er den samme, så er kampsporten opgraderet til Kong-fu. Så hvorfor kalder de den så Karate Kid? Der er vel to grunde; for det første har instruktøren, Harald Zwart udtalt, at det er fordi Dre Parker tror, at han i begyndelsen kan forsvare sig mod bøllerne med de karatemoves, han har set fra film. For det andet er det selvfølgelig lettere at sælge filmen ud fra det brand, som serien skabte i 80’erne. Men det ændrer ikke det faktum at Karate Kid er yderst misvisende.
Men udover den samme rammehistorie, er filmen betydeligt ændret i denne moderne version. Det er tydeligt, som Harald Zwart selv har udtalt, at han ønsker at respektere den klassiske historie og der er også mange ligheder og genkendende nik undervejs. En af de mest ikoniske scener fra 1982 versionen er Mr. Miagi som forgæves forsøger at fange en flue med sine spisepinde – i 2010 versionen bruger han en fluespækker. Og wax on/wax off er blevet modificeret til jacket on/jacket off.
Den tydeligste forandring er, at historien er flyttet til Kina, så den denne gang bliver vendt på hovedet. Dre Parker er pludselig en fremmed i en fremmed kultur og hans tilpasning i skolen går langt fra som planlagt. Det er selvfølgelig typisk amerikansk pladder nationalisme, at en 12 årig sort amerikansk dreng kan komme til Kina og blive bedre til Kong- fu end alle hans jævnaldrende. Til trods for Kong-Fu ligger dybt begravet i den kinesiske kultur og at hans modstandere har haft 10 år at træne i – Dre Parker skal bare bruge nogle uger.
Jaden Smith er utvivlsomt et af de største unge talenter i filmbranchen lige nu og her i hans første hovedrollefilm, gør han det fantastisk. Han ageren er fuldstændigt som hans far – hans måde at tale på, hans mimik, hans øjne, hans skuespil og hans udseende - det er Will Smith i miniudgave. Nok netop i kraft af hans familierelation, er Jaden Smiths Karate Kid en street homeboy, som i den grad har svært ved forstå den kulturkløft han er havnet i. Og det kunne være blevet ulideligt dumt og klichéfyldt, men det giver hans karakter en vis portion humor, uden at være for meget.
Jackie Chan derimod overrasker og er faktisk den, som gør det bedst i filmen. Vi ser for en sjælden gang i mange år hans seriøse side og man sidder lidt tilbage bagefter og tænker, at han har spildt sit talent i alle de år med Shanghai og Rush Hour filmene. Ud over et par sædvanlige Jackie Chan’ske jokes, udfører han kærkomment et følsomt og nedtonet skuespil som Mr. Han (tidl. Films Mr. Myagi).
Det hele bliver dog en smule for over sentimentalt og følelsespornografisk og specielt James Horner musik er ofte ”over the top” og slår næsten knuder på ens mave. Det betyder at i stedet for, at beholde sit charmerende og humoristiske univers, går filmen hen og bliver en Kong Fu tåreperser af øverste skuffe. Og med den lange spilletid på over 2 timer, ødelægges en ellers velfungerende film en smule i anden halvdel. Der bliver spillet på hele følelsesregistret i form af Dre Parkers umulige kærlighedsforhold til Mei Ying og Mr. Hans tragiske fortid.
Måske er det nostalgien fra de tidlige Karate Kid film som overskygger min sande bedømmelse, men filmen er et mindre mirakel i forhold til fleste genindspilninger som Hollywood systemet spytter ud hver måned. Man forlader biografen med en positiv indtryk, trods den følelsespornografiske sidste halvdel, men det meste skal dog tilskrives de to flotte skuespillerpræstationer, samt et velfungerende manusskrift. Spørgsmålet er jo så, om en efterfølger er på tale og selvom filmen ingen løse ender har, kan Karate Kid vel altid finde en bedre Kong Fu modstander et eller andet sted i Kina.
