Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
De seneste par år har været fyldt med overnaturlige skabninger, og især vampyrerne har fået en renæssance i både serier og film. I filmenes verden er det især teenagefænomenet Twilight, der har skabt eufori trods nogle middelmådige film. Serier som True Blood og The Vampire Diaries har også været med til at skabe en enorm interesse for vampyrer, og derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at en film som Kiss of the Damned prøver at ride med på bølgen.
Da Djuna (Joséphine de La Baume) og Paolo (Milo Ventimiglia) første gang ser hinanden i en videoudlejningsbutik føler de sig straks tiltrukket af hinanden, men Paolo finder hurtigt ud af at Djuna er vampyr. For at kunne være sammen med hende lader han sig derfor blive bidt ,så de kan leve sammen for evigt (Hvem sagde Twilight?). En dag dukker dog Djunas søster Mimi (Roxane Mesquida) op og ændrer straks på hverdagen. De to søstre har ikke et godt forhold til hinanden, og der går ikke længe før Mimis udskejelser kan få fatale konsekvenser for hele vampyrsamfundet (jeps, det lyder som noget fra Twilight igen).
Filmen er både skrevet og instrueret af Xan Cassavete,s og det er hendes debut som spillefilmsinstruktør. Man fornemmer hurtigt at filmen er en underlig omgang, for nogle ting fungerer og andre ting fungerer slet ikke. Der er et dejligt europæisk snit over filmen. Mange af skuespillere har accenter, som ikke er fra Amerika, og især filmens musik og visuelle sider er gode og knap så amerikanske. Der er noget æstetisk og kunstnerisk over mange scener, og musikken er underfundig og mærkbar. Der er noget grunge-agtigt over musikken samtidig med noget klassisk musik, og det giver på en måde en dejligt foruroligende stemning over filmen.
Kiss of The Damned er ikke en gyserfilm på trods af masser af blod og hugtænder. Der er ingen chokeffekter, og filmen er langt mere et romantisk drama. Filmen har udgangspunkt i 70’ernes syn på vampyrer som nogle æstetiske, men også begærlige væsner. Begær er der nemlig masser af i filmen. Begær efter sex, efter blod og efter livet som menneske. De mange erotiske scener er flotte og betagende og giver virkelig et syn på vampyrer som seksuelle væsner.
Desværre halter filmen efter på nogle ret vigtige punkter. Selve plottet er ret ideforladt og ligegyldig. Selvom det skal forestille, at søsteren kommer og skaber problemer i Djunas og Paolos forhold og i vampyrsamfundet, så føler man som seer aldrig rigtigt ,at der er noget på spil. Spændingen er udeladt og de erotiske scener og de kedelige dialoger kan på ingen måde få adrenalinen op at køre. Desuden er flere af skuespillere ikke særlig gode. De formår ikke at levere deres replikker med særlig meget indlevelse eller timing. Det kan til dels skyldes, at alle karaktererne er nogle tomme skaller. Bevares, de er jo i teorien døde, men det skal forestille at være en romantisk film, så når karaktererne ikke er indlevende og nærværende nok, virker det ikke særlig overbevisende. Ud over dette så er nogle af computereffekterne ikke særlig gode.
På trods af en flot lyd-og billedside så bliver Kiss of the Damned aldrig en særlig seværdig film. Plottet er for kedeligt, der er intet på spil og karakterne er for tamme. Xan Cassavetes formår ikke at ride videre på vampyrbølgen, men måske er den også ved at rinde ud i denne omgang. Romantik mellem mennesker og vampyrer er hvert fald et gennembehandlet emne, og Kiss of the Damned tilbyder desværre ikke noget nyt.
Ekstramateriale:
Der er et trailer- og slideshow på DVD’en som desuden indeholder tre små interviews med henholdsvis instruktøren Xan Cassavetes og de to hovedskuespillere Joséphine de La Baume og Milo Ventimiglia
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Another World Entertainment.
