Skriv en kommentar
Krop og sjæl er en sort polsk komedie om teenagepigen Olga (Justyna Suwala), der som reaktion på sin mors for tidlige død, udvikler en alvorlig spiseforstyrrelse. Hendes far (Janusz Gajos) hutler sig som livstræt drabschef igennem sorgen med rigelige mængder alkohol. De to har et anstreng forhold til hinanden, og da Olgas spiseforstyrrelse tager overhånd, får faren hende indlagt på en psykiatrisk afdeling.
På den psykiatriske afdeling arbejde Anna (Maja Ostaszewska). Anna har sin helt egen måde at arbejde med sorg på, hun mener nemlig at hun kan komme i kontakt med de døde. Hun vil derfor hjælpe både Olga og hendes far, og give dem håb ved at viderebringe beskeder fra den afdøde mor.
På trods af indledende protester, og drabschefens firkantede facon, åbner de øjnene for at der måske kan være mere mellem himmel og jord, og en rejse mod forsoning kan begynde.
Det er Malgorzata Szumowska der har instrueret filmen. Hun er en af Polens nye og fremtrædende instruktører, der slog sit talent fast, da Krop og Sjæl vandt en Sølvbjørn for bedste instruktion ved Berlinalen i 2015. Malgorzata Szumowska udtalte ved den lejlighed, at drømmen med Krop og Sjæl var ” at gøre filmen til en mørk komedie, et mix af et meget seriøst drama, sort komik og uforskammet polsk humor. ”
Det er lykkes at leve op til den drøm. Krop og Sjæl er et sort drama om hvordan man genfinder hinanden midt i uforløst sorg. Det er alvorligt, men fortalt med humor på en tilpas underspillet måde, der fanger følelsen af, at nogle ting gør så ondt, at man kun kan udtrykke dem ved latter. Det giver et livsstærkt indtryk på trods af alvoren, som opnås ved brug af interessante vinkler og zoom af kameraet, som hænger ubevægeligt ved ansigter og rum, og giver et fast billede af det vi ser.
Nødvendige detaljer bliver fortalt i dialogen igennem smalltalk, og der er lagt vægt på detaljer. Vi ser drabschefens forfald gennem mængden af salt på hans mad, som de øvrige karakterer kommenterer på skift, og gennem flasker med sprut i køleskabet der tydeliggøres af datterens kommentar om, at hun ikke har spist fordi det eneste der er i køleskabet er vodka. På samme måde får vi datterens spiseforstyrrelse vist ved at vi hører lyden af hendes opkast, og ser ryggen af hende når faren efterfølgende åbner døren til hendes værelse, og hun skjuler et ædeflip.
Det er antydningens kunst, der viser os lige præcist nok til at vi som publikum kan lægge to og to sammen, uden at vi direkte får det vist.
Råheden i drabschefen arbejde kommer på samme måde til udtryk i hans ligegyldige fremtoning som kontrast til hans assistents voldsomme, men dog beherskede, reaktion, da de kommer ud til en særlig voldsom sag, og drabschefen spørger assistenten hvorfor han dog ryster sådan. Men vi får hverken vist selve drabsscenen eller blod, og kameraet ser dem bagfra og på afstand.
Der er noget befriende over at vi ikke ser det voldsomme direkte. Det giver en fornemmelse af alvoren, som en underliggende flodstrøm der ligger under selve handlingen. Alvoren brydes kun af den umiskendelige mørke humor, som f.eks. da en mand der burde være død, rejser sig op, børster støvet at tøjet og går videre, som var intet hændt, og drabschefen og hans assistent blot trækker på skuldrene og pakker deres udstyr sammen. Vi får på den måde vist glimt af noget, der unægtelig minder om livskraft, midt i det triste. Og det er stærkt.
Den egentlige konflikt mellem drabschefen og hans datter, bliver meget menneskeligt med denne alvorlige understrøm, der også afspejler sig i pigerne på hospitalet, når Anna forsøger at få dem til at udtrykke hvad de føler: ” Det er vigtigt at udtrykke skriget” siger hun, og kommer med en lyd der får alle til at fare sammen.
Krop og Sjæl er alvor vist med ægte sort polsk humor, som giver et meget menneskeligt udtryk. Når det hele ser mest sort ud, og vi tror at vi ikke kan længere, så kan et glimt af latter få os til at finde sammen igen, og smerten mellem mennesker, der i sorg har skubbet hinanden væk, kan hele i fællesskab hvor glimt af humor, gør det uspiselige spiseligt.
