Skriv en kommentar
Thøger Birkelands Krummerne, der havde stor succes op igennem 90’erne, er nu igen aktuel i biografen, med den nye film: Krummerne – Alt på spil.
Der hersker velordnet kaos hos familien Krumme. Krumme er ked af, at han ikke har nogen cykel, for i skolen skal deltage i et cykelløb mod naboskolen, og han vil gerne imponere Yrsa. Krummes far er lærer på Krummes skole, og er i fuld gang med sine talrige opfindelser til stor fare for skolens el-net. Krummes mor er pædagog, men bliver fyret, hvis hun ikke uddanner sig til leder. Stine (Krummes storesøster. red.) mangler penge til at tage til Paris, og Grunk (Krummes lillebror. red.) håber på at blive glemt, så han slipper for børnehaven. Da Far midt i det hele siger op, og der samtidigt er et par svindlere, der truer med at få alle smidt ud af ejendommen, er det ikke noget at sige til, at Krumme synes, det er svært at være 11 år.
Det er Barbara Rothenborg (der spillede Yrsa i de to første Krummefilm), der har instrueret filmen, og det er krummeveteranen John Steffan Olsen (forfatteren bag alle krummefilmene og TV2s julekalendersucces Krummernes Jul), som har skrevet den. Charmen fra de gamle film er derved bevaret og man mærker tydeligt, at det er dygtige folk, der står bag filmen.
Karaktererne er næsten præsenteret som karikaturer. Dialogen er kogt ned til det mest nødvendige. Ikke for meget, ikke for lidt, og det hele føles meget forenklet. Men det nemt at gå til, og derfor også nemt både at forstå og at holde af.
De pinlige situationer er godt ramt, og vil uden tvivl glæde børnene. For eksempel må man krumme tæer, da Krumme og Yrsa endelig er alene på Yrsas værelse, og Yrsas mor, for tredje gang, stikker hovedet ind af døren, for at spørge om de mangler noget.
Der er også lagt godbider ud til de voksne. Rektor ser gerne at Krummefar udvikler sig, men Krummefar er ikke imponeret. Tværtimod. Han himler med øjnene og beder rektor holde sine farverige grafer, og plancher, og kinaskoler for sig selv. For Krummefar har noget rigtig undervisning at passe. Det absurde i den nye skolereform står på den måde til mål for en del kritik, men det er pakket pænt ind i humor, som det er svært ikke at klukke af.
Skurkene præsenteres også meget forenklet i slowmotion, imens vi hører dramatisk musik. Det er næsten, så man kan se klassiske westernskurke for sig, men da det primært er en film for børnene, tilgiver man, at der er smurt lidt tykt på.
Var man barn i 90'erne, vil man huske hittet ”Det er svært at være 11 år” og der gøres her et forsøg på at lave et tidsvarende hit med sangen ”En stor familie”. Sangen er som sådan ikke ret god. Tektsen er banal og ikke mindeværdig. Men omkvædet er forbavsende indbydende at nynne med på, tilsvarende let at huske, og man går fra biografen med en glad nynnen af omkvædet: ”En stor familie”, og der er ingen tvivl om, at det er en rigtig ørehænger, de her har skabt.
Det er et nyt hold skuespillere i forhold til de gamle krummefilm, og gamle Krummefans, inklusive mig selv, vil givetvis være skeptiske i starten. Men man kommer hurtigt over, at det er en ”ny” Krumme, for den nye Krumme klarer det godt. Faktisk så godt, at jeg gætter på, at det yngre publikum vil tage ham til sig, som deres Krumme.
Alt i alt, er det en velspillet og underholdende komedie, der indeholder noget for både børn og voksne.
