Skriv en kommentar
Filmen der blev vist på Copenhagen Film Festival, får endelig dansk premiere, og nu kan man stifte bekendtskab med en terapigruppe, ledet af den kække og umiddelbare urokkelige positive mur Tori (Kjersti Holmen), som kører spændende i trafikken, og får hver gang de bliver stoppet af politiet, siger at de bare kan sende regningen til kommunen.
Og nu er gruppen på vej ud for at kapre et nyt medlem, Geir (Fridtjov Såheim), som sidder i rullestol efter en ulykke, men som forsikringsmæssigt, har plantet ham i et lille palæ af en herskabsbolig. Kæresten Ingvild (Kirsti Eline Torhaug) har inviteret gruppen, for at få omkonvertere Geir´s humør som lakonisk pessimist til noget tåleligt.
Gruppen ankommer, og Tori får brug for al sin professionelle positivisme godt assisteret af terapigruppen, for at nedkæmpe Geir, der med sin negative adfærd, fortæller at han ikke ønsker deres fællesskab.
Da det så ikke lykkes, finder Geir ud af at hele flokken i virkeligheden har det ligeså slemt som ham selv eller værre. Lillemor (kari Simonsen) er den lille fraskilte ældre dame, fra den pæne ende af byen, men er endt bitter og ensom og med et lille pillemisbrug. Asbjørn (Per Schaaning) sidder i kørestol, og har mistet evnen til at tale efter en alvorlig blodprop, der også gjorde ham handicappet. Marte (Marian Saasted Ottesen) er paralyseret fra halsen og ned, efter at hende og kæresten Gard (Henrik Mestad) var på klatretur, og Gard glemte at kontrollere et reb, der blev Martes skæbne. Han er med som hjælper i gruppen, men er ikke bevidst om at Martes smil, (fra øre til øre), i virkeligheden er et dække for indædt had, men også frygt for at blive efterladt.
Men Geir får neutraliseret Tori, og da han får de øvrige medlemmer over på sin side, udkæmpes fortvivlede og bizarre konfrontationer.
Instruktøren Bård Breien, som blandt andet har studeret film i København i 3 år, spillefilmsdebutere her, i stor stil, med en film uden den store tråd, men med en herlig rytme og skævhed over sig. Befriet for alle mulige filmiske spilleregler, bliver der skæret ind til benet og sat skub i handlingen. Filmen virker kritisk overfor det overfladiske positive livssyn, der lukker af for de andre menneskelige værdier. Skuespillet overbeviser hele vejen, og der bliver ikke lagt fingre imellem, for at få udtrykt den sorte og grumme humor, som da Geir leger russisk roulette, inspireret af ”The Deer Hunter”, med sine gruppefæller.
Filmen underholder, men heller ikke mere, ingen dybere lag ligger gemt, bag komikken.
