Skriv en kommentar
1800-tals-forfatterne E. M. Forster og Henry James fik med James Ivory en kongenial filmfortolker. Kendtest er vel ”Room with a view” (da. ”Værelse med udsigt”, 1986), et par år efter den nu DVD-udgivne ”The Bostonians”. Men glem nu ikke manuskriptforfatteren Ruth Prawer Jhabvala, der stod bag flere af Ivorys Forster og James-filmatiseringer, også ”Room with a view” (1987) og ”Howards End” (1992), og som i øvrigt stadig er manusforfatter på Ivorys film.
Forsters og James elegante, forpinte men også et eller andet sted solidariske udlevering af det bornerte, engelske borgerskabs selvundertrykkelse, specielt med alt der har med det kvindelige at gøre, er evident hos Ivory. For den der går den biografiske analyses vej, er det ikke uden betydning, at Forster var bøsse, og vel således gang på gang skrev sin egen historie og smerte ud i sine værker. Og når Ivory er bedst, afdækkes den eksistentielle feminine konflikt roligt og elegant hen ad vejen - og med stor fatal og dramatisk effekt til sidst.
Det er hos borgerskabet, her i Boston, at den gryende kvindebevægelse opstår. Olive Chancellor (Vanessa Redgrave) har ikke megen tiltro til sine egne evner som feminist, om end hun overbevisende organiserer bevægelsens spæde start. Så da hun oplever den unge kvinde Verena Tarrant (Madeleine Potter) tale feminismens sag med stor gennemslagskraft ved et af bevægelsens møder, kaster hun sit håb men også sin kærlighed på hende. I kulissen står dog den unge sydstatsadvokat Basil Ransome (Christopher Reeve), der ikke giver meget for kvindebevægelsen, men er særdeles insisterende på at gøre Verena til sin kommende hustru. Skal Verena vælge kærligheden til Basil eller kvindebevægelsen?! Og hvor står så Olive - og kvindebevægelsen!?
”Kvinderne fra Boston” er ikke rigtig vellykket. Det skyldes først og fremmest, at dilemmaerne ikke fremstår som egentlige dilemmaer. Det er svært at få øje på, at der faktisk står kærlighed i vejen for Verenas udfoldelse som fuldgyldig feminist. Ligesom det er svært at se, at konventionerne omkring, hvad en rigtig borgerskabs-kvinde bør gøre, står i vejen for valget. Ivory (og manusforfatter Jhabvala?) har ikke fat i de dybe følelser i den anledning; om Verena vælger ”forkert” eller ej. Som filmen er nu, er det her dilemmaet vægtes, på trods af at det faktisk ikke er her, det egentlige dilemma findes. Dilemmaet er nemlig Olives (Redgraves); det er hende der skal modnes til/erkende, at hun selv er en fremragende formidler af kvindesagen. Det er hende der er frygtelig alene, som lesbisk og feminist. Men Ivory (og Jhabvala) bruger det meste af filmen på det umage, dvs. kedelige par, der i virkeligheden blot vil konventionerne. Pointen, at Olive (Redgrave) skal gennemleve den håbløse kærlighed til veninden Verena, førend hun endelig tror på sig selv og kan give kvindesagen, hvad den fortjener, anes lige akkurat.
Meget kunne være vundet, hvis rollerne havde været bedre besat, og vægtningen af personerne været anderledes. Christopher Reeve når aldrig under huden på sin konventionsforsvarende sydstatsadvokat – vi husker nok, at Sydstaterne gik ind for slaveriet. Men hvorfor bruge så megen tid på ham, når han faktisk ikke har noget at sige, hverken som rolle eller som skuespiller?! Og på samme måde med Verena (Potter). Vel er der en herlig pointe i, at hun er datter af en claivoyant, en mesmeriker der ”sætter sin datter i gang” ved stryge hende over håret, så al den feministiske veltalenhed flyder fra hendes læber. Men vi må i filmen lægge øre til fars lille pige alt for længe, når hun forsøger at overbevise Olive om sine gode feministiske intentioner. Tilbage bliver meget lidt plads til filmens vigtigste person, Olive Chancellor, og filmens bedste og mest overbevisende skuespiller, Vanessa Redgrave. Olives historie, hendes baggrund står hen i det uvisse, fx hvordan hun er endt som rig borgerskabskvinde, der er i stand til at købe Vanessa fri til eget og bevægelsens formål.
Måske er filmens svaghed ikke et spørgsmål om instruktion og manuskript, men om at den virtuose Redgrave spiller op mod de meget lidt overbevisende Potter og Reeve. Alt i alt kan vi betegne ”Kvinderne fra Boston” en James Ivory light. Det hele er lagt til rette for de kommende films tryllerier.
Et plaster på overfladiskheden er fotografen Walter Lassalys velkomponerede billeder, fx fra strandscenerne hvor skagensmaleren P.S. Krøyers malerier straks vækkes til live. I de kommende film udgør en sådan virtuos og formfuldendt billedside både en solidarisk, borgerlig men også en fatal, falsk klanggrund for de mennesker, der har kvindeligheden i behold. Det ser så pænt ud, og er dog fatalt.
DVD-en har intet ekstra-materiale.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Criterion Film.
