Skriv en kommentar
Midt i Mexico Citys slum, er der et afskåret samfund for de priviligeret, kaldet Zonen. Den udvalgte kerne består af de rigeste familier, der lever en tilværelse langt væk fra den beskidte og fattige del af byen. Boblen brister dog, da tre knægte en nat sniger sig ind i Zonen og under et indbrud kommer de til at slå en ældre dame ihjel. Der indledes en heksejagt på drengene, to af dem bliver dræbt og den sidste gemmer sig i kælderen hos teenageren Alejandro (Daniel Tovar) og hans familie. Beboerne mener at være hævet over loven, og gennem bestikkelse forsøger de at få politiet til at blande sig udenom de tre drenges mystiske forsvinden. Derimod føler Alejandro sympati med den sidste udsluppet dreng og forsøger at finde en løsning, til trods for at han er splittet mellem medfølelse og den lille osteklokke, han befinder sig i...
Det kan ikke understreges nok – mexikansk film er fyldt af uslebne diamanter og en af de mest iøjnefaldende er debutanten Rodrigo Plá. For nok er ”La Zona” på overfalden en ganske konventionel thriller med iklædt effektiv suspense. Men til trods en kulørt indpakning, indlejres en sønderrivende socio-politisk kritik af korruptionen og sociale skel i Mexico, uden at hæmme en dynamisk og velkomponeret handling. Stemningen er knugende intens og tilsat et yderst sarkastisk bid. Ikke helt ulig ”Dogville”, når en ondskabsfuld og legende Lars von Trier virkeligt skruer bissen på – og det virker præcis lige så kraftfuldt i ”La Zona”. Til trods for at være en yderst velfungerende spændingsfilm, og en underspillet kynisk politisk kommentar, drejes et bevægende psykologisk drama ind mellem linjerne, når Alejandro trækkes ind i kampen mellem de to sociale lag – underklassen og overklassen. Spørgsmålet for den unge dreng, er om det er værd at sætte sin egen perfekte tilværelse over styr for hvad der er moralsk rigtigt. Men hvad er rigtigt og forkert i et samfund, hvor man er hævet over reglerne?
Som genrefilm, spilles der visuelt på thriller æstetik. Grynede billeder blandes med mørke plateauer og nervøst kamera, der skifter mellem overvågningskamera fra Zonen til den dogmestil, der har kendetegnet mexikansk film de seneste år. Det store persongalleri er snedigt opbygget, sådan at nærmest hver karakter er en symbol-ladet brik af et omfattende systemkrtiske puslespil. De menneskelige konsekvenser og moralske aspekter afdækkes til perfektion, når der skiftes mellem folk i zonen, politiets eftersøgning og familien i slummet, der har leder efter et uønsket barn som er fængslet i paradis. Der er en særlig kaleidoskopisk følelse, når alle forhold dækkes af små multi-plots, der vel at mærke aldrig føles kunstige eller utroværdige.
”La Zona” er en fremragende film, der forstår at ælte de rette elementer fra diverse genrer sammen til noget helt specielt. Udover at kunne aflæses på flere forskellige planer, brager filmen igennem med brutal realisme, der fastholder publikum med Hitchcock suspense og Frankenheimer action. Det er fantastisk spændende, rørende og meget høj klasse.
