Skriv en kommentar
Viceværten , den midaldrende Cleveland Heep (Paul Giamatti), der i årevis har levet et diskret og intetsigende liv i et større boligkompleks i Philadelphia. Han bestyrer husreglementet med en indignerene stramhed. Der må ikke ryges i lejlighederne! Og svømmepølen skal være henlagt fra klokken syv om aftenen. Men det sidste er tilsyneladende et gentagende problem. Han hører flere ”splash” lyde fra sit lille viceværts anneks, men når aldrig at gribe synderen. Der er dog heller ingen larm, så det forbliver ham en gåde, lige indtil den aften, hvor han griber en i at komme op ad bassinet med afsindig fart, for så derefter at forsvinde. Han vælter sin i sin iver omkuld på den glatte bassinkant.
Opvågning i sit lille hus, hvor en særdeles bleg ung pige Story (Bryce Dallas Howard) kigger blidt på ham. Han er nu fuldstændig i vildrede, en fremmed ung kvinde i sit eget hjem.
Det står hurtigt klart for Cleveland at Story er en Narf, godt hjulpet til, af en af kompleksets beboer. En narf er en nymfelignende skikkelse, der kan leve under vand, og som kommer fra den blå verden, og forfølges af særdeles onde skikkelser. Det står hurtigt klart for hende at hendes egen skæbne uløseligt er bundet til viceværten og flere af kompleksets beboer. At hun med hjælp fra dem, skal finde sin egen frihed. Mørke kræfter venter på hende derude, og Cleveland får også deres tilstedeværelse at føle!
M. Night Shyamalan er tilbage med denne gyser fabel, som et tilbagevendende tema, mystikken og det uforståelige. Det er siden succésen med ”Den Sjette Sans”, siden hen den tålelige ”Signs”, og den håbløse og langtrukne ”The Village”, er han med ”Lady In The Water” fået fremstillet en utroværdig film. Billederne er knivskarpe, og ganske gode, hvilket ikke kommer special effect afdelingen til gode. De onde kræfter der huserer i filmen, virker klodsede og langt fra den ønskede effekt, må man formode. M. Night Shyamalan spiller selv med, med hypnotisk blik har han en forholdsvis fremtrædende rolle.
Stort set alle skuespillerne virker kantede og krampagtige i deres spil. At viceværten så samtidig virker så blåøjet, og er så hurtig til at acceptere denne vandglade narf, virker håbløst, og at hele komplekset følger ligeså hurtigt efter, så er det nemt at være instruktør. Shyamalan er ganske sublim til at udtænke spots og billeder, og starten virker også ganske lovende, men det fortaber sig hurtigt i et miskmask af fabeldyr, og sagn, der hverken er hoved eller hale i. Harry Potter er et godt eksempel på en særdeles gennemstuderet fortælling. Paul Giamatti er ellers en fantastisk skuespiller, senest i Cinderral Man, hvor han både høstede Golden Globe og en oscar for sin præstation. Men hverken han eller det nye stjernefund Bryce Dallas Howard formår at bringe filmen til dåd.
