Skriv en kommentar
I Disneys række af klassiske tegnefilm der får en makeover og genindspilles som live action, ja, her er vi nået til fortællingen om Lady Og Vagabonden. Samtidig er den faktisk den første af titlerne, som ikke på noget tidspunkt har været tiltænkt biografpremiere. Historien kender du sikkert – eller også kender du med sikkerhed den klassiske scene fra tegnefilmen, som bruges år efter år i Disneys juleshow. Jep, den med spaghetti og Bella Notte. Inden vi når så langt, så skal de to hunde jo lige først mødes, og det er ikke et uproblematisk møde. De to racer og deres respektive baggrund er nærmest lige så forskellige som det umage kærestepar i Grease. Den ene en pæn pige, den anden en macho-lømmel.
Hundene er på sin vis helt sin egen, men på samme tid draget af deres modsætning. Præcis derfor opstår et makkerskab gennem lysten til at lære fra hinanden. Da Ladys ejere får en baby, som tager al opmærksomheden, og da Lady samtidig får skylden for et ”terrorangreb” på husets interiør, så sadles der om. Her kommer Vagabonden ind i billedet. Den herreløse hund lever et helt andet omtumlet liv (og dermed på sin vis fascinerende), og det bliver bindeleddet til den fortsatte historie.
Desværre bliver det aldrig sådan for alvor vedkommende. Jovist er historien sød, men fremdriften er alt for langsom og flere scener fylder lige rigeligt i forhold til, hvor lidt de rent faktisk har af betydning for sammenhængen. Hundeperspektivet med de talende individer bliver i længden en anelse anstrengende. De menneskelige karakterer er desværre ude af trit med virkeligheden og de fremstår, som en konsekvens af hundene og ikke omvendt. Det er svært at købe præmissen og engagere sig oprigtigt i miljøet. Dermed siger det også sig selv, at Lady Og Vagabonden aldrig bare periodevis bliver en fuldgod oplevelse.
Oven i købet bliver de animerede hunde også noget stereotype, og det må bare ikke ske i en film, hvor de skal være det centrale omdrejningspunkt. Endnu værre står det til med de syngende katte. Lady Og Vagabonden er i min optik et at de svageste kort i Disneys remake-kabale. Det er en umulighed at forstå hvad instruktør Charlie Bean har haft af hensigt med at skabe Lady Og Vagabonden på denne måde. Et yngre publikum end denne signatur forestiller jeg mig ikke kan stilles ved at se filmen til ende. Der sker ganske enkelt alt for lidt. Det kan desværre ikke blive til mere end tre stjerner, og den ene skal gå til fortolkningen af scenen ved Tonys Restaurant. Den sidder lige i skabet, blandt andet takket være F. Murray Abraham, som er godheden selv og meget langt fra den frygtede Bernardo Gui fra Rosens Navn.
