Skriv en kommentar
Larrimah er en lille, afsidesliggende og affolket by (10-11 indbyggere) midt i Australien, et sted som tidligere var hipt og populært, men nu får begrebet udkantsdanmark til en ligne en overbefolket turiststrand på Mallorca i højsæsonen. Faktisk ville byen med stor sikkerhed gå upåagtet hen og dø fra landkortet, og ikke engang Crocodile Dundee ville kunne redde den - hvis ikke lige det var fordi, at Paddy en nat forsvandt på vej hjem fra pubben.
Når en by har 11 indbyggere og pludselig kun er 10, fordi Paddy er forsvundet - og alt tyder på en forbrydelse - ja, så har man et klassisk whodunnit-setup. Her starter dokumentaren om den likke flække Larrimah. Vi får hele pakken med interviews med politi, eftersøgningshold, journalister, indbyggere, og sørme om ikke et TV-hold ligger inde med gamle arkivoptagelser fra byen, som virkelig formår at lave rav i gaden. For Paddy fremstår først som en gammel, jovial støder, som godt nok får en øl for meget i ny og næ, men ellers er et ganske harmløst menneske. Men TV-optagelserne viser en helt anden side, og så vælter skeletterne ellers ud af skabene.
For dokumentaren går slavisk i gang med at interviewe samtlige indbyggere, og det skal vise sig, at alle har en holdning til både Paddy - og ikke mindst til, hvem der har sørget for at skaffe ham af vejen. Desuden har alle en fortid og historik sammen, det være sig tidligere ægtefæller, forretningsforbindelser og relationer på kryds og tværs mellem både dyr og mennesker. Det udmønter sig i et hav af beskyldninger og fantasifulde teorier, og Paddy kan for så vidt både være endt sine dage i en klassisk australsk meatpie, som foder for en kælekrokodille eller på den lokale losseplads. Det er til tider ganske underholdende, for indbyggerne er ikke bange for at tale lige ud af posen, helst gerne siddende på den uundværlige køletaske fuld af øl og udbasunere netop deres vinkel på sagen. Selvom alvoren ligger og ulmer, så kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet, som når eksmand en til byens enfant terrible Fran fortæller, at han ikke har forladt byen siden skilsmissen, udelukkende for at irritere hende. Omvendt er det også en svaghed, at alle kommer til orde omkring selv de mindste detaljer, det gør dokumentaren en anelse langtrukken.
Bedst som historien lige så stille ser ud til at nå sin afslutning, sprænger en efterforskningsmæssig bombe, og puslespillets manglende brik er måske fundet. Ja, det må jo være et måske, for med en whodunnit, så sidder man og higer efter at finde den skyldige, og det skal naturligvis ikke afsløres her. Hvad der kan afsløres, er at man undervejs i dokumentaren får en glimrende beskrivelse af, hvad bitterhed, mistro og efterfølgende nag og had kan gøre ved mennesket. I en kulisse bestående af et mini-samfund og i for sig nogenlunde sympatiske mennesker er det tankevækkende, at i stedet for dialog og forsoning, ja så ender man op med at Paddy forsvinder, det samme gør Larrimah og de gode minder, som stedet trods alt repræsenterede. Desværre.
