Skriv en kommentar
Historien om T. E. Lawrence, og hans handlinger i den arabiske ørken under første verdenskrig, er en imponerende historie. Lawrence selv er en fascinerende person, en brite der higer efter ørkenen og dens folk, en soldat der foragter vold, og en mand ikke helt ved, hvad han søger. Historien om hvordan Beduinerne i ørkenen kæmpede mod tyrkerne og forsøgte på at skabe en nation ud af et utal af stammer, er både spændende, og danner en fascinerende ramme for Lawrence.
Inden man ser filmen kan man med rette være skeptisk. Er det 216 minutter værd?
Det er kliche, at tale om en film er klassisk og at den er smuk og fortæller en fascinerende historie, men at sidde stille næsten 3 ½ time i en biograf er længe. Men Lawrence of Arabia er stadig i dag en filmoplevelse. De seneste biografaktuelle helaftensfilm har alle været fantasy eller science fiction, hvor Avatar (2009) og Lord of the Rings (2001-2003) er de mest markante. Og ligesom disse er Lawrence of Arabia fra 1962 et spektakulært udseende film. Her er det ikke fantastiske væsner lavet med computereffekter. Her er det hundredvis af statister i skønne hjørner af den arabiske halvø der brillerer.
Hvor Lawrence of Arabia også brillerer er i karakterdybde. Filmens længde giver tid til, at vi som publikum skal nå at leve sammen med T. E. Lawrence. Og i Peter O’Tooles portrætterering er han en mand, det er værd at leve sammen med. Han starter ud som en smilende idealist, men som filmen skrider frem, opdager vi hvorfor idealisme nogle gange, kan være hårdt presset, når det konfronteres med virkeligheden. Vi forstår hans handlinger, fordi vi bruger tid sammen med ham, og vi forstår hans frustrationer, når verden nægter at tilpasse hans idealisme.
I en tid hvor de fleste film har karakterudvikling bestående af en søn, der endeligt lærer at acceptere sin far, fordi de skyder russere sammen (A Good Day to Die Hard (2013) var ikke et eksempel på dygtigt manuskriptarbejde.), er det helt rart at se, hvad man kan gøre med en lang fortælling, hvis man giver sig tid og prøver.
Lawrence of Arabia minder om andre klassiske episke film som Ben Hur (1959) i og med at fortællingen skildrer en mands prøvelser og hvordan det ændrer hans syn på verden, samtidig med at han ændrer verden omkring sig.
Der findes bestemt svagheder i filmen. Alec Guinness med sovsekulør i hovedet irriterer gevaldigt, og dem der ikke bare kan undskyldes med alderen på produktionen, drukner hurtigt i alt det fantastiske i filmen.
Som helhed er Lawrence of Arabia en fantastisk film, og den fortjener fuldt ud den status som klassiker, den har. Den nyrestaurede udgave er smuk og fortjener fuldt ud den behandling et biograf lærred ynder den. Hvis man har lyst til at se hvad stor filmkunst var, før det hele handlede om special effects, så bør filmen helt sikkert besøges.
Filmen bliver vist i Cinemateket de fleste dage fra den 21. marts til den 2. april.
Den oprindelige intermission i midten af filmen med sort skærm og musikstykke er bibeholdt i restaurereingen og denne pause kan med fordel bruges til lige at strække benene i de cirka 5 minutter.
