Skriv en kommentar
Romantiske komedier har det med at være forudsigelige, det ligger nærmest i formen. Og som sådan opfylder "Laws of Attraction" lovene for genren. Det gode ved filmen er, at den gerne vil lidt mere end fortælle den gode gamle kærlighedshistorie på en sjov og lunefuld måde. Filmen vil gerne række videre og lave en sjov historie om kærlighedens vilkår i skilsmissetidsalderen. Og i tider, hvor skilsmisser og kampen om de materielle værdier synes at være reglen fremfor undtagelsen, er det også en god ide at tilføje et så tidstypisk træk til filmen. Vi følger derfor de to advokater Daniel Rafferty (Pierce Brosnan) og Audrey Woods (Julianne Moore), der hver for sig skaber sig en karriere ved at føre skilsmissesager. Da de to stjerneadvokater kæmper på hver sin side i samme retssag, må de ty til ufine metoder for at slå den anden. Det skaber grobund for de tricks, der ender med at tænde gnister mellem de to. Efterhånden, som filmen skrider frem, træder tiltrækningens lov til. Daniel Rafferty har delvist forladt den kyniske advokatfacade for at kritisere tidens tomhed både via bøger og talkshows. Audrey Woods er derimod en stram kvinde, der holder på formerne. Tilsyneladende er hendes største fornøjelse at se vejrkanalen og hænge ud med sin mor (Frances Fisher), der, tro mod sin egen tilværelse, opfordrer datteren til at skeje mere ud.
Dialogerne mangler en smule i skarphed, og de komiske elementer bed jeg heller ikke helt på. Som sådan spiller Pierce Brosnan og Julianne Moore godt, og de bibringer filmen den fornødne starquality. Brosnan, der naturligvis er mest kendt som agent 007, viser, at han fungerer fint også i denne genre. Og Julianne Moore er også god som sammenbidt karrierekvinde med drifterne gemt bag facaden. Desværre virker deres gensidige tiltrækning ikke helt overbevisende, lynet slår bare ikke helt ned, og derfor udebliver den helt store romantik, som andre af genrens film dufter så umiskendeligt af.
Den kyniske tidsalder anklages på stilfærdig vis og filmens dejlige budskab, at kærligheden er stærk, rammer som altid godt i hjertets nostalgiske kar. Det mere kritiske kar føler sig for lidt underholdt og bliver irriteret over bipersonerne, der er tilføjet både for det nuancerede og det komiske aspekt. Rockstjernen Thorne Jamison (over)spillet af Michael Sheen er et eksempel på en af disse biroller, der desværre ikke formår at bidrage synderligt til hverken underholdning eller nuancering.
Peter Howitt, der instruktørdebuterede med "Sliding Doors" (1998) og senere lavede actionkomedien "Johnny English" (2003) med Rowan Atkinson i hovedrollen, gør et godt stykke håndværk men heller ikke mere. Det hele ender desværre lidt for meget i en dag, hvor solen ikke helt kan beslutte sig for, om den skal bryde ud eller ej, Sådan en dag hvor man ikke helt ved, om man skal være indenfor eller udenfor. For vejret bliver ikke altid, som metrologerne lover, men plottet i "Laws of Attraction" overrasker i hvert fald ikke, ej heller kommer temperaturen specielt højt op, med mindre man kan nøjes med at nyde tiltrækningen til en kærlighedshistorie med et par hotte skuespillere.
