Overskrift konkurrence


Standard facebook Følg os på instagram

Seneste artikler
Japansk Verdensp...
Tyskefilmdage 7....
Franske Film Man...
Nye Italienske F...
Franske Film Man...

Se alle artikler
Overskrift konkurrence

The Crow
The Crow billede

Børnene Fra Sølv...


Vi anbefaler
Boligbasen.dk
Ligo.dk - en ven af huset

Biograf anmeldelse

LEGO Filmen - Et Klodset Eventyr

6. februar 2014 af Teddy Tofte

4 stjerner Skriv en kommentar

LEGO Filmen - Et Klodset Eventyr billede

Animeret, anti-totalitarisme, anarkistiske klodser for børn og barnlige sjæle

Lego Filmen – Et klodset eventyr appellerer ikke kun til filmseere, der elsker de danske bygningsklodser, som nu har eksisteret i et godt antal år. Filmen appellerer også til dem, der holder af al den popkultur, som den amerikanske kunstmaskine har givet verden inden for de sidste hundrede år. Ud over de populære klodser, stifter vi nyt bekendtskab med gamle kendinge som Batman, Superman, Wonder Woman, Luke Skywalker, Gandalf, Grønne Lygte og Han Solo, men også kendisser som Lincoln og Shaquille O’Neal. Dermed er der blevet lagt op til noget for alle og enhver. Hvis vi så drysser lidt komik, animation og et par velkendte stemmer ind i blandingen, har vi en cocktail, der er overraskende morsom for voksne og rendyrket øje-guf for det yngre filmpublikum.

I Et klodset eventyr møder vi bygningsarbejderen Emmet (Timm Vladimir/Chris Pratt), som lever i sin Lego-verden med alle de andre Legoklodser. Alle har det godt og lever lykkeligt, selvom Emmet har en anelse om, at der findes noget bedre end at rive Legoklodser ned om aftenen, bygge dem op om morgenen og rive dem ned igen inden fyraften. Der er altså skjult en standard eventyrhistorie om at overkomme sin arv og sit miljø og fyldestgøre sit potentiale i Et klodset eventyr. Men heldigvis er der meget mere at komme efter. Meget, meget mere.

Med en understrøm af anti-totalitarisme, en antydning af at store, kapitalistiske selskaber holder os følelsesløse med meningsløs underholdning (og endda med selvironiske henvisninger til Lego-produkter), kan Et klodset eventyr også være en af de mere selvbevidste film, Hollywood (og Warner Bros.) har sluppet løs på offentligheden i den seneste tid. Med denne film har filmbranchen udgivet den første postmoderne legetøjsfilm med en ganske unik konstruktion. Det er en tegnefilm, der er imod store virksomheder, men som også udelukkende handler om kæmpe selskaber og indbringende institutioner.

Emmet møder Graffititøsen (Mille Dinesen/Elizabeth Banks), hvorefter de sammen drager ud mod et fantastisk revolutionært eventyr mod Lego-verdenens diktatoriske styre. Da den onde leder, Direktøren (Søren Pilmark/Will Ferrell), planlægger at overtage verdensherredømmet, må Emmet og Graffititøsen finde de andre Lego-verdeners innovative, fritænkende mester-byggere for at vinde kampen. På vejen møder de bl.a. Batman (Alexandre Villaume/Will Arnett), DanseKat (Julie Zangenberg/Alison Brie), Superman (Mads Knarreborg/Channing Tatum) og Grønne Lygte (Emil Thorup/Jonah Hill).

Lego Filmen – Et klodset eventyr er en af den slags film, som har en helt uventet påvirkning på dig. Du tror, du skal til at se en sjov film, som hovedsagelig er rettet mod børn. Det er forståeligt. Det er trods alt Lego og tegnefilm. Men så snart rulleteksterne ruller, indser du, at alt det, du lige har set, var meget mere end blot en børnevenlig film. De seneste år har især tegnefilm været gode til at give os varm, tankevækkende underholdning med et budskab til folk i alle aldre. Legofilmen er endnu et godt eksempel på den tendens.

Skuespillet/Animationen: Alle de danske stemmepræstationer er fremragende, selvom nogle enkelte stemmer hist og her er svære at forstå (det danske sprog i en nøddeskal). Timm Vladimir som Emmet og Mille Dinesen som Graffititøsen er genkendelige og deler størstedelen af dialogen, men hver biperson bidrager glimrende til historien. Jeg glæder mig til at se den amerikanske version.

Animationen er på et helt andet niveau, end det vi er vant til. Selvom det ikke er en Pixar film, har Warner Animation Group formået at overgå sine konkurrenter ved at give følelser til livløse byggeklodser. Jeg kunne aldrig have forudset, hvad disse små plastiktingester var i stand til, så snart de blev lagt i animatorernes kompetente hænder. Et klodset eventyr er på samme niveau som Wall-E, hvad angår at skabe en følelsesmæssig forbindelse til ting, der ikke er i live.

Når vi bliver voksne, bliver vores forventninger til underholdning betinget. Så snart vi forlader vores barndom, mister vi ikke kun vores babytænder og buttede kinder. Vi mister den barnlige forundring, som bliver næret af den ubegrænsede fantasi. Vi glemmer, hvor nemt det var at blive underholdt i timevis ved at skabe hele universer med noget så simpelt som klodser af plastik.

Filmen er ikke kun rettet mod børn. Det er en passende film for alle fra de demografiske verdenshjørner. Der er flere store og uventede gæsteoptrædener fra ikke kun Lego-verdenen, men også fra popkulturen. Filmen vil derfor helt sikkert blive en succes for Warner Bros. og Lego.

Lego Filmen – Et klodset eventyr" handler ikke kun om legetøj. Det er en film om os. Det er en film til os. Det er et fantastisk eventyr, der hjælper os med at midlertidigt genopdage den største gave, som menneskeheden har udviklet: vores fantasi.

Som et lille minus må jeg dog nævne 3D-effekten. Jeg er en stor modstander af 3D, især hvis det ikke har nogen virkning. I Lego Filmen – Et klodset eventyr så jeg ikke noget, som ændrer min mening om 3D. Faktisk var den tredimensionelle effekt så godt som ikkeeksisterende. Kun ganske få ting kom ud fra skærmen og hen imod mig, men lærredet blev dog større og der kom mere dybde. Men den slags 3D-effekt er for mig uinteressant. Se den kun i 3D, hvis dine børn/børnebørn insisterer. Ellers skal du spare pengene.

Hvorom alting er, fejler Legofilmen – historiemæssigt, komisk set, animationsmæssigt – intet. Glæd dig!

Titel: Lego Filmen - Et Klodset Eventyr
Original Titel: The LEGO Movie
Premieredato: 6. februar 2014
Instruktør: Phil Lord, Chris Miller
Skuespillere: Timm Vladimir, Søren Pilmark, Mille Dinesen, Nis Bank-Mikkelsen, Alexandre Willaume, Julie Zangenberg, Vicki Berlin, Christian Fuhlendorff, Chris Pratt, Elizabeth Banks, Will Ferrell, Will Arnett, Alison Brie, Channing Tatum, Jonah Hill, Liam Neeson
Spilletid: 100 min.
Selskab: Warner Bros., 2014
Genre: Adventure , Familie , Humor , Tegne- og animationsfilm
Link: http://www.thelegomovie.com/










banner
Overskrift Højre Block
Strange Darling
Mufasa:Løvernes ...
Hellboy - The Cr...
Kraven the Hunter
Ringenes Herre: ...
Bambi: Livet i s...
A Different Man
Konklave
Juror #2 (Blockb...
Anora



KLOVN FOREVER tr...
Blade Runner 2: ...
"Fantastic Beast...
Avengers: Infini...
Rumkapslen fra "...
Suicide Squad ti...
Superfast: Nyt k...
Trailer: Mission...
Gina Rodriguez m...
Frozen 2 officie...