Skriv en kommentar
Et nyt skoleår starter. Den klasse, vi følger, er netop blevet skolens ældste årgang. Dog har klassen en alderspræsident på hele 74 år, og det er firbenet Leo, der sammen med en skildpadde bor i en lille glasmontre i klassen. De bliver fodret på daglig basis, men ellers er der ikke meget at lave andet end at sidde på hver sin sten og spejde ud over eleverne og lytte til, hvad der foregår i timerne.
Leo finder ud af, at netop hans art af firben i snit bliver 75 år gamle. I virkeligheden har han så måske kun ét år tilbage at leve i. Hidtil har han intet opnået og ikke rigtig oplevet det store. Derfor vokser en tanke i hovedet på Leo. Hans sidste leveår skal ikke foregå som det ellers plejer. Redningen kommer i form af vikaren fra helvede. Klassens lærer er nemlig gravid og det kalder på en erstatning. En gammel, grå enehersker af et kvindemenneske, som fordømmer al skærmbrug. Tilbage til de tunge, støvede bøger og udenadslære. Dertil ansvar og disciplin, så derfor beslutter hun, at klassens firben skal på tur med hjem blandt klassens elever og passes og plejes som en del af de respektive familier.
Et forslag som møder stor modstand, lige indtil at det første “offer” erfarer at Leo kan tale. Leo er nemlig en menneskekender, og da han har set adskillige skolebørns profil gennem 74 år, så kan han på afstand genkende klassens mobber, klassens overklasseløg, klassens nørd, klassens skilsmissebarn etc. Opskriften er den samme. Leo kan gennemskue, hvad de hver især går og tumler med, og da han kan tale, så bliver han en slags guru for klassens elever.
Inden Leo skal af sted til et nyt barn, så vender han lige kortvarigt tilbage i sit glasbur og konfererer med skildpadden omkring, hvad han har oplevet siden sidst. Leo glemmer på sin vis sit eget eventyr, for han har travlt med at servicere en ny generation, så de ser en lysere vej gennem deres komplicerede faser i opvæksten. Leo er nu pludselig en vigtig ting i manges liv - lige indtil han ikke er det mere. For naturligvis skal idyllen krakelere og en konflikt opstå. Ellers har vi ikke rigtig et værk, som vi kan lære noget af. Om skårene bliver klinkede, må du selv se i “Leo”.
En animeret musical med noget på hjerte. “Leo” er ikke bare den ordinære tegnefilm med “falde på halen-komik” og lagkage i hovedet. Moralen kunne passende være at gribe livet uanset, hvor man er i det. Samtidig gør man klogt i at lade livsvisdom forplante sig, selvom det ganske vist også kan være sundt at begå sine egne fejl. Adam Sandler lægger stemme til Leo, mens Bill Burr er glasbursmakkeren i form af skildpadden. Sandlers kone og to døtre lægger i øvrigt også stemmer til i “Leo”. Robert Marianetti, Robert Smigel og David Wachtenheim er teamet bag instruktionen, og de har altså ramt den meget godt. Her er både noget til de yngste og de ældste.
“Leo” bestrider noget genreoriginalitet, som har været længe savnet. Herligt, at den er dukket op nærmest ud af det blå. Her på bagkant må det så være min opgave at anbefale den på det kraftigste. Lad mig understrege, at de 4 stjerner er store stjerner af slagsen.
