Skriv en kommentar
De Elendige
Victor Hugo’s historiske mesterværk fra 1862 har for fjerde gang fundet vej til det store lærred og denne gang af Kongens Store Tale instruktøren, Tom Hooper.
Les Misérables fortæller den barske historie om den tidligere fange Jean Valjean (Hugh Jackman) og hans kamp mod sin egen skæbne og elendige tilværelse. En kamp, der otte år senere har ført ham ud af armod og via et andet navn ind i en respekteret position som fabrikant og borgmester. Men ingen kan rende fra sin fortid, og da Valjeans tidligere fangevogter, Javert (Russell Crowe), ankommer til byen som ny politikommissær, frygter Valjean igen for sin frihed.
I mellemtiden på hans fabrik fyres den unge smukke Fantine (Anne Hathaway), da det opdages, at hun har en lille datter, Cosette (Isabelle Allen), der passes af kroparret, Hr. og Fru Thénardier (Sacha Baron Cohen & Helena Bonham Carter), i en nabo landsby.
Fantine, der betaler til parret er nu tvunget ud i prostitution og alskens skidt for at kunne sende nok penge. Valjean opdager, hvad hans uopmærksomhed har ført til og lover Fantine på hendes dødsleje at finde og tage sig af Cosette. Javerts mistanke om borgmesterens sande identitet bekræftes, og Valjean og den nylig afhentet Cosette må flygte og leve et liv i skjul.
År senere i Paris er Cosette (Amanda Seyfried) blevet en voksen kvinde, og da hun falder for den unge revolutionære student Marius (Eddie Redmayne), står Valjean med valget om at flygte fra Javerts greb eller at hjælpe de unge forelskede.
Smuk og bevægende – fra scene til lærred
Tom Hoopers filmatisering af Les Misérables er utrolig flot. Filmens tema og drama understøttes af storslåede billeder af fangerne, der slæber store ødelagte skibe tilbage i dokken og af Paris, som en storslået by, hvor selv de største menneskemasser bliver til små prikker i den store travle hovedstad. Filmen har et naturligt teatralsk islæt, der følger med en filmatisering af en musical, og det er kun med til at give filmen en historisk kontekst og samtidig hæve filmens billedside op til at møde filmens lydside.
Filmen er lang med sine 2 timer og 40 minutter, men den føles ikke lang, da historien og plottet virker så stramt, som det kan blive. Romanens historie, som musicalen er baseret på, strækker sig over 17 år og inkludere flere menneske skæbne, der dog er flettet sammen, men som også har hver deres historie. Alle karakterer, som Tom Hooper har taget med i filmen, får deres plads og leverer de sange, der giver karaktererne deres historie og dybe.
Optaget live
Tom Hooper indspillede filmen ”live”, hvilket vil sige, at skuespillerne synger, mens der optages og miner ikke efter allerede indspillede sange. Det giver en helt andet indlevelse i sangene, da skuespillernes følelser i øjeblikket kommer med på lydsiden og ikke kun en perfekt sunget sang optaget måneder inden. Da filmen næsten ikke indeholder nogen replikker hentes langt størstedelen af filmens følelser og drama fra sangene og skuespillernes levering. Når Fantine (Anne Hathaway) synger ”I Dreamed a Dream” på denne måde, kommer hun helt ud på den anden side af lærred og sidder nærmest ved siden af dig i salen. Hendes Oscar er vundet alene i den scene og hendes præstation er intet mindre end dybt bevægende og imponerende.
Les Misérables er en fantastisk flot film med gribende sange og dybt bevægende præstationer. Det er sådanne filmatiseringer af musicals, der virkelig giver en tur i teatret konkurrence.
