Skriv en kommentar
Der er intet nyt under solen i Life As A House. Intet. Manuskriptet består af en skabelon, hvor der fyldt karakterer og locations på. Fyldet hér består hovedsageligt af Kevin Kline, der spiller den excentriske arkitekt George Monroe, og han skal gå så grueligt meget igennem. I løbet af filmens første kvarter bliver han fyret og får konstateret uhelbredelig kræft, bittert. Derfor beslutter han at bygge sit drømmehus i samarbejde med sin rebelske og stærkt fjendtlige søn Sam, der er i spilles af det nye årtusinds Anakin Skywalker, Hayden Christensen. Sam bor hos Georges ekskone Robin (Kristin Scott Thomas), der selvfølgelig har giftet sig igen med en travl og usympatisk forretningsmand. Klicheerne står i kø for at falde over hinanden, og Jena Malone, der spiller nabopigen Alyssa, vimser omkring som Lolita på afveje.
Tror I, at Sam og George forenes? Tror I, at George og Robin finder gnisten igen? Og tror I, at Sam og Alyssa begynder at kysse lidt på hinanden? Det troede jeg, og min Gud hvor fik jeg ret. Afslører jeg for meget? Næh, for ingen ved sine fulde fem kan undgå at gennemskue Life As A House efter en halv times tid.
Imens klimprer den enormt uinspirerede filmmusik i lydbilledet. Som kompensation bruges nogle fine sange taget udefra, blandt andet Radioheads fabelagtige How To Disappear Completely. Tak for det, men jeg havde nu stadig fyret filmens egen komponist og foretrukket stilhed.
Ligesom jeg var ved at rive de tilbageværende hårrødder ud af issen begynder dramaet heldigvis at fungere. Der har hele tiden været små lune indfald. Sådanne lune indfald, der skal være, når Kevin Kline er foran kameraet. Dramaet derimod lignede et dødt pindsvin på en motorvej indtil en god time inde i filmen. Herfra rejser samspillet mellem Kristin Scott Thomas og Kevin Kline sig visse steder op på et meget højst niveau. Ligeledes begynder Hayden Christensen som Sam, der selvfølgelig i mellemtiden er blevet en god dreng uden Marilyn Manson og piercinger, at virke som en interessant karakter. Den Golden Globe nominering, Hayden Christensen fik for rollen, må især skyldes filmens afslutning.
Life As A House bliver dog aldrig decideret overraskende eller synderligt rørende i længere perioder, men der er minimale twists og små skønne momenter. Det er blandt andet disse momenter, der ikke forhindrer filmen i at blive et pompøst familiedrama uden tyngde. Men den afgørende tyngde ligger hos nogle få skuespillere, for filmen har hverken interessante temaer, specielt flotte billeder eller god filmmusik.
