Skriv en kommentar
1993 kaldes den magiske årgang af instruktører, der dengang forlod Den Danske filmskole. Thomas Vinterberg, Ole Christian Madsen og Per Fly sejrede både nationalt og internationalt med et hav af fantastiske og prisbelønnede film.
Norske Maria Sødahl forlod filmskolen samme år, men har siden nærmest været usynlig blandt kollegaernes succes fra årgang ’93.
For Sødahl har den i tyve år stået på Tv, kort- og dokumentarfilm, og først nu, er hun klar med sin debutfilm. Sådan er livets uransagelige veje i filmbranchen. Men med Limbo viser den norske instruktør, at hun besidder de samme magiske evner som både Vinterberg, Madsen og Fly.
Vi er i 1973. Sonia efterlader sin gamle mor på plejehjem og flytter fra Norge med sine to børn til Trinidad. Hendes mand Jo, har i de seneste seks måneder været ustationeret som ingeniør i det vestindiske paradis.
For Jo er livet godt her. Karrieren kører på fuld blus, og der følger både tjener og gartner med til huset. Solen skinner konstant over poolen og til de mange fester, er der altid er en ny cocktail til hånden. Da Sonia ankommer med børnene, er lykken fuldendt for Jo.
For Sonia bliver det et langt mareridt. Livet i luksus bliver en skæbesvanger ferie, der aldrig ender. Børnene går på privatskole og udsættes for korporlige straffe af de katolske nonner. Jo er ofte væk på forretningsrejse, og for den hjemmegående Sonia sniger ensomheden sig ind på hende.
I hjemmet bliver alt sørget for af tjenestestaben og man fornemmer virkelig den håbeløse situation i scenen, hvor Sonia har fået så lidt indflydelse i sit liv, at selv det at stryge en skjorte er uden for rækkevidde.
De eneste venner er Jos australske kollega Daniel, der med sin svenske kone Charlotte lever et overfladisk og barnløst liv. Og i paradiset er der som bekendt altid en slange. Her i form af en lokal skønhed, som Jo har ladet sig friste til at tage en bid af. Og slangen bekender kulør overfor Sonia ved første given lejlighed.
Velkommen til Trinidad!
Dramaet om Sonias eksistentielle kamp mod ulideligheden i paradiset bliver næsten af ’Bergmanske’ dimensioner. Og tilfældigt eller ej, er handlingen da præcist også henlagt til samme år, som da Scener fra et ægteskab kørte hen over de svenske fjernsynsskærme.
Hvad Liv Ullmann og nyligt afdøde Erland Josephson gjorde for Bergmans mesterlige serie, gør Line Verndal og Henrik Rafaelsen som Sonia og Jo for Limbo. Troværdigheden balancerer knivskarpt mellem underspil og overspil, og specielt Line Verndal krænger sit inderste ud på lærredet.
Bryan Brown viser sit følsomme talent frem i rollen som Daniel, og det er bestemt en fornøjelse at opleve den australske veteran, de fleste i dag nok husker bedst som speciel-effekt helten i 80’er actionfilmene F/X 1 & 2.
Titlen refererer til det katolske stadie, hvor ens sjæl er fanget mellem himmel og helvede, og sjældent har en films titel så koncist beskrevet sin hovedkarakters tilstand.
Sødahls instruktion er følsom og nuanceret udført, uden at det ender i en kvalmende melodramatisk kliche, og hvor resultatet efterlader sit publikum i samme uvirkelige sind, som da Sonias mareridt kulminerer mod slutningen.
Filmen fik premiere i Norge tilbage i september 2010, og hvorfor den først nu kommer til Danmark – specielt når Filminstituttet har skudt penge i filmen – virker mystisk, men det har været ventetiden værd.
Og ventetiden værd bliver Sødahls næste film da også, for hun synes at besidde noget af den magi, hendes mandlige kollegaer fra årgang ’93, efterhånden har mistet.
