Skriv en kommentar
Elisabeth (Brenda Blethyn) er enke og bor på øen Guernsey i den engelske kanal og driver sit eget landbrug. Efter terrorangrebet i London i sommeren 2005 er fundet sted, kan hun ikke længere få kontakt med sin datter Jane, som er bosat i London. Efter nogle dages bekymringer rejser hun til London for at opsøge hende, kun for at finde en efterladt lejlighed. Samtidigt er afrikanskfødte Ousmane (Sotigui Kouyaté) på vej til London af samme grund – han kan ikke få kontakt til sin søn, Ali. Elisabeths og Ousmanes veje krydses flere gange og trods deres forskellige baggrunde forenes de i eftersøgningen på deres børn.
Camera film og Grand teatret åbner op for et sandt gribende drama om fordomme, sorg og bekymringer. Måske ikke de mest glædelige temaer, men hvis man gerne vil se en lavmælt, flot fortalt og velinstrueret film, så er London River sagen. Filmen giver sig tid til at følge hovedpersonernes søgen efter deres respektive børn og giver et godt indtryk af, hvad det måske vil sige at leve i uvidenhed om ens børns skæbner.
Det som forener de to, at deres børn Jane og Ali, som viser sig at have været i et forhold med hinanden. Det er svært stykke at sluge for Elisabeth til modsætning for Ousmane. Mellem linjerne fornemmer deres fælles frygt for, at både Jane og Ali skulle have været direkte impliceret i bombeangrebene. Elisabeth ringer hjem til sin bror og fortæller at Jane muligvis er konverteret til Islam og man fornemmer hun implicit mener, at det betyder hun er blevet terrorist. Elisabeth er helt sikkert blevet hjernevasket af medierne fokus og hendes isolation fra verden.
Filmen skildrer hvordan fordomme overfor indvandrer (muslimer) ligger dybt begravet i vores kultur. Elisabeth føler sig ikke tryg i London kvarteret hvor hendes datters lejlighed ligger. Der vrimler med udlændige; Ousmane, slagteren som udlejer lejligheden, selv politibetjentene kan være muslimer. Hun har svært ved at stole på deres intentioner, selvom de altid viser sig at være reelle. Elisabeth er ikke vandt til dette multietniske samfund fra landet; fx spørger hun den arabiske sproglærer; ”hvorfor skulle min datter lære arabisk? Hvem taler arabisk?”.
Ousmane er anderledes indstillet. Han er overbærende overfor for Elisabeths tilnærmelser og selvom hun ringer til politiet efter ham, så han kan sagtens tilgive hende. Der er vigtigere ting på spil. Ousmane er ældre mand som ikke har set sit barn siden han var 6 og det er drengens mor, som har sendt ham på mission. Det er tydeligt at han stærkere end Elisabeth, og vi fornemmer samtidigt, at tabet nok ikke være så stort for ham – lidt kynisk måske, men Ousmane har i princippet mistet sin søn for mange år siden. For selvom det at miste sit barn er det værste i verden, har både Elisabeth og Ousmane det til fælles, at deres børn er gledet fra dem for længe siden. De har begge isoleret sig i deres hverdag og begge glemt familien.
London River er fantastisk sammensat af den fransk-algeriske instruktør Rachid Bouchareb og både Brenda Blethyn og Sotigui Kouyaté spiller overbevisende og naturligt. Det er en rigtig god film, som tør at skildre tragedie og dystre temaer og er så seriøst at den derfor næsten blottet for lyspunkter i filmen. Det er ikke en film, man skal se som optakt til en byaften, men en film man kan reflekterer over, over en gravøl.
