Skriv en kommentar
Lone Survivor er en militærfilm. En meget amerikansk militærfilm.
Det betyder at den er fyldt med slowmotion sekvenser, der demonstrerer, hvor heroisk amerikanske soldater er. Som det måske fremgår er det ikke noget, jeg er overvældende fan af. Det er fint at personer, vi har lært at kende gennem en film dør i slowmotion for at man kan tage ordentligt afsked med dem. Men hvis vi ikke kender dem særligt godt, enten fordi vi ikke har haft tid til at lære dem at kende, eller fordi manuskriptet ikke har præsteret at uddybe dem, så virker det bare som spild af min tid.
Filmen handler om fire Navy Seal soldater, der er blevet indsat i de afghanske bjerge for at holde udkig over en landsby og finde en Taliban leder. Som titlen indikerer går det ikke helt som forventet, og det er ikke alle der kommer helskindet hjem.
Filmen er omkring to timer lang, hvilket virker som meget for en film, hvor plottet kan opsummeres til: Soldater bliver sat ind, ting går galt, redningsmission går galt, soldater reddes. Det er ikke fordi noget af det, er overraskende eller synderligt originalt, og for at være helt ærligt, har jeg lidt svært ved at se hvorfor denne film overhovedet eksisterer. Det er som om, den bare kører en flok klicheer fra militær film af uden nogen klar ide om, hvad den vil med dem. Selv intro scenen til filmen, der viser klip fra Navy Seal træningen, virker som en hurtig montage udgave af det vi har set i Full Metal Jacket(1987).
Filmen er utroligt pæn, og der bliver brugt lang tid på at dvæle over terrænet i afghanistan. Desværre føler jeg, at det er tid, der skulle være brugt bedre på at give os noget at føle for de fire soldater. Når de endeligt når til kamp og begynder at dø, er det eneste, jeg ved om dem, at de enten er gift eller snart skal giftes. Det virker som et utroligt tyndt grundlag, specielt siden der naturligvis dør rigeligt med Taliban styrker, såvel som en hel flok andre amerikanere, som vi aldrig får navngivet. Antageligvis allesammen også med udkårne der venter derhjemme.
Lone Survivor virker som et to timer langt mindestykke for de døde soldater, hvilket ville være fint, hvis jeg var i familie med dem. Som jeg står i forhold til dem virker det bare som noget rod, der beviser at krig slår folk ihjel, hvilket unægteligt ikke overrasker mig. Kampscenerne i filmen er brutale og gør intet for at skjule hvor meget skade sprængstoffer og kugler kan gøre på den menneskelige krop. Det er naturligvis meget fint med lidt realisme, men jeg kunne godt bruge lidt mere fiktion i fortællingen, så jeg ikke var så uendeligt ligeglad med den.
Filmen er lang, for lang, og jeg synes, at den skulle have gjort noget mere for at udpensle de fire soldater, så jeg ikke var så ligeglad med dem. Lone Survivor har ikke meget andet budskab end at de er helte og det er synd de døde, så når jeg ikke engang er overbevist om det første, har vi et narrativt problem. Det er for meget en mindefilm om at huske disse utrolige mennesker, som mest er utroligt kedelige, og for lidt en film der rent faktisk vil sige noget.
