Skriv en kommentar
En kærlighedshistorie
Love, Rosie er Rosies fortælling om hendes liv med dets op- og nedture, om kærlighed, venskab, drømme, håb og dårlig timing. Det er Rosie’s hilsen, som et brev, hun skriver under: Kærligst, Rosie, publikum bliver vidne til. Rosie Dunne (Lily Collins) og Alex Stewart (Sam Clafin) er barndomsvenner, uadskillelige og hinandens støtte og redning, når de ender i dumme og pinlige situationer, såsom at skulle til udpumpning på sin atten års fødselsdag. Netop denne aften er startpunktet for filmen, som viser sig at være den aften, der får indflydelse på resten af de to bedste venners liv, som konstant vil spænde ben for deres kærlighed til hinanden.
Der er hovedsageligt fokus på Rosie, som er filmens hovedrolleindehaver, og her følger vi hende gennem high schools sidste uger, hvor det hele kulminerer med højdepunktet: Afdansningsballet. Da aftenen, efter et mindre uheld, er slut, sidder Rosie og Alex og snakker om fremtiden. Alex vil til Boston og udleve sin drøm om at blive læge, og han vil have Rosie med. Derefter går jagten ind på en studieplads på Boston University for Rosie og et legat til Harvard for Alex. Alt går som planlagt, indtil livets uforudsigeligheder spiller ind og sætter en stopper for Rosies drøm om at flygte fra barndomshjemmet og begynde sin drøm om at drive eget hotel.
En genfortælling
Christian Ditter, instruktøren bag, har skabt filmen på baggrund af romanen ”Hvor regnbuen ender” af Cecilia Ahern. Det er en klassisk fortælling om to barndomsvenner, som altid har været skabt for hinanden, men aldrig set, eller villet set, udover venskabets muligheder førend en nat i fuldskab.
Det er dog en historie, der er blevet fortalt før, af mange forskellige skuespillere og instruktører. Alligevel formår Love, Rosie at underholde i de 102 minutter filmen varer. Dette skyldes de to hovedrolleindehavere, Lily Collins og Sam Clafin, som har god kemi, spiller ærligt og troværdigt overfor hinanden.
Et problem, som dog svækker fortællingen, som spænder over cirka 12 år, er Lily Collins meget ungdommelige udseende, som ikke formår at følge med den tidslige udvikling. Hun ligner hele vejen igennem filmen en ung pige på atten år, hvorimod Sam Clafin formår at ændre udseende til en moden og flot mand. Det svækker desværre karakteren, Rosies troværdighed, selvom hun leverer en fin skuespils præstation.
Det store problem for Love, Rosie ligger dog i dens manuskript, som simpelthen er for forudsigeligt. Det er en kendt, typisk kærlighedshistorie, som næsten er umulig at revolutionere til noget endnu uset og ukendt. Den placerer sig derfor i rækken af teenage-kærlighedsfilm, som sagtens kan forstås, hvis koncentrationen falder fra og en række scener skulle misses.
Den forbliver derfor en genfortælling af den typiske kærlighedsromance mellem bedste venner, som ikke rigtig formår at skille sig ud blandt de mange andre. Til tider synes det næsten for usandsynligt, at de to soul mates konstant render ind i dårlig timing, som forhindrer dem i at finde hinanden. Det skulle ellers synes så simpelt for to mennesker, der altid har boet overfor hinanden og vokset på sammen, at være ærlige, når det gælder. Det er dog ikke tilfældet, og til sidst mistes tålmodigheden næsten. Filmen er dog ideel en kold aften, hvor man har brug for at blive mindet om, at kærligheden og livet sejrer, på trods af udfordringer og dårlig timing.
