Skriv en kommentar
Som lille skænkes Ella gaven, at hun skal være lydig. Gudmoder-elven Lucinda Perriweather, der senere viser sig at være halvalkoholiseret, er giveren af det deterministiske karaktertræk. Vi følger på vanlig eventyrvis en hovedperson, Ella, der i tråd med genrekonventionen er gennemført god. Da Ellas mor dør, gifter faren sig på ny og lader den onde stedmor og hendes to døtre flytte ind. De to søstre og stedmoren tyranniserer Ella ved at udnytte hendes lydighed. Da søstrene finder ud af, at Ella ganske enkelt ikke er i stand til at sige fra, hvis man beder hende om noget, begynder de at udnytte det til det ulidelige.
Hele kongeriget lider analogt med det under dårlige vibrationer, da den onde Sir Edgar har taget magten. Han udnytter de forskellige folkeslag i eventyrriget og forsøger at fratage dem deres personlige valg. Edgars nevø, Prins Charmont står heldigvis til at overtage kronen. For selvom middelaldernyhedsbladet skriver, at Charmont er en gennemført trussetyv, viser han sig hurtigt at være både god og selvstændigt tænkende. Da Charmont og Ellas veje tilfældigvis mødes, opstår der sød musik, og da Ella begiver sig ud i verden for at finde alkohol-elven Lucinda, der er den eneste, der kan ophæve lydighedsfortryllelsen, starter et eventyrlig roadtrip. Rejsen giver Ella mange venner, og turen udvikler sig til en kamp for kærlighed og retfærdighed. Den indre rejse bringer Ella igennem en dannelsesproces, hvor hun forsøger at trodse determinismen og finde sin frie vilje. Og mon ikke hun til sidst finder den igennem kærligheden til prins Charmont?
Det hele kan naturligvis ses som en metafor for tiden i dag, hvor man en gang imellem fornemmer, at en Sir Edgar-Wanna be styrer en hel del. Det er dog lidt svært at få øje på virkelighedens prins Charmont, der er i hvert fald ikke meget, der tyder på, at John Kerry kan udfylde rollen.
Den eventyrlige beretning er leveret med humoristiske og fabulerende elementer, der leger med eventyrkonventioner og stereotyper. I filmens bolcheblanding er der også iblandet en masse teknologi, der umiddelbart hører mere hjemme i nutiden end i et middelaldereventyrunivers. Filmen kommenterer da også selv på sin egen pluralistiske blanding af det klassiske eventyr og nyere elementer ved at lade karaktererne diskutere brdr. Grimms eventyrformularer. Det er ikke tilfældigt, da Grimm natuligvis har skrevet det klassiske eventyr Askepot, der er et tydeligt forlæg for ”Magiske Ella”.
Filmen er i det hele taget ret lystig, og man tvivler ikke på, at det hele nok skal ende i en happy end. "Magiske Ella" er et Askepot-eventyr rørt rundt med Shrek-komiske elementer, tilsat lystige Moulin Rouge-musicalkrydderier. Så det hele er en meget sød slikpose, der ikke bringer en ud af fatning. Filmen er teknisk veludført, og musiknumrene fungerer også okay, specielt Ellas version af Queens ”Somebody to love” er en fryd for øjne og ører. Ser man på kostumer og kulisser er det faktisk ret gennemført, ligesom casteren af skuespillerne skal have et skulderklap for sin indsats.
Ella spilles nemlig charmerende og fortryllende eventyrligt af den talentfulde Anne Hathaway, der i tråd med det eventyrlige element har uskyldige øjne så store som tekopper. Prins Charmont spilles af Hugh Dancy på en måde, der bringer tankerne hen på Valentin (Jens Zacho Böye) fra julekalendereventyret ”Jul på slottet”, og det er der sikkert ikke mange pigehjerter, der er kede af.
I det hele taget må skuespillet anses for at være ganske fint, selvom en del af det helt tydeligt er foregået med blue-screen, hvorefter computergrafikeren har fået lov til at sætte scenerne sammen.
Filmen er bygget på succesromanen af Gail Carson Levine, men manuset har været en del trin undervejs og har således fjernet sig en hel del fra forlægget. Historien kan til tider godt blive lidt triviel, ligesom man mærker, at det hele er lidt af en spin-off af ”Askepot”, ”Shrek” og ”Troldmanden fra Os”. Det er bestemt en varm og flot film med en sukkersød pointe, instruktør Tommy O’Haver her har begået, men underholdningen er ikke helt i top, og timingen mangler en hel del hen af vejen. Blandingen af eventyr road-musical fungerer en gang imellem som den fabulerende postmoderne fortælling, den skal være. Men når filmens fortæller Eric Idle, som de fleste vil kende som en del af Monty Pyton, slutter af på slottet med at konkludere, at nu er det tid til en sang, får man ligesom nok af alt det ”Don’t go breaking my hearth” tingeltangel. Men seværdig er filmen bestemt, og så kan den ses både af børn, unge og lidt ældre, der har hang til sang, romantik og eventyr.
