Skriv en kommentar
Multiplot film har i det nye årtusind ofte været brugt af Hollywood, til at kunne skildre et tema fra flere vinkler. Mennesker mødes, tilfældigheder råder, men skæbnen får som regel det sidste ord.
”Magnolia”, ”21 gram”, ”Babel”, ”Crash” og ”Traffic” er bare nogle af titlerne, der er produceret under samme skabelon.
Det tjekkiske multitalent Alice Nellis, har også brugt multiplot strukturen i sin fjerde spillefilm ”Mamas & Papas”, men det skal dog nævnes, at en film af denne struktur, hvis historie og personer fremstår så tredimensionelt, er en yderst sjælden vare.
Som titlen heller ikke lægger skjul på, kredser filmen ”Mamas & Papas” om forældrerollen, og primært idéen om forældrerollen, med alle dens sorger, glæder, frygter og længsler. Fire familier berører dette emne, hver på deres måde.
En kvinde forsøger at komme videre efter sorgen over at miste sin lille datter, der døde pludseligt i et trafikuheld.
Et desperat par er villige til at prøve alle metoder for at undfange, men ønsket om et barn bliver med tiden på bekostning af deres romantiske liv, og forståelse for hinanden.
En ung mand kan ikke imødekomme sin kærestes ønske om en abort, efter de bliver overrasket af en pludselig graviditet.
I et supermarked i byen finder en kassedame ud af, at hun mod sin vilje venter sit tredje barn, selvom det i forvejen er småt med penge, og hun overvejer derfor at bortadoptere.
Selvom fortællingen er spredt udover disse fire skæbner, bliver filmen aldrig kynisk, kalkulerende og iscenesat på Hollywood måden, men forbliver organisk, levende og oprigtig. Her kommer det filmen til gode, at det er en europæisk produktion. Den kan berøre store emner uden at blive for melodramatisk, og den bevarer sin ægthed uden at blive selvhøjtidelig.
Instruktøren Alice Nerris’ multi-kunstneriske evner bidrager til filmens samlede udtryk, i form af det uovertrufne soundtrack hun har skabt, der følger filmen minutiøst, gennem komik og tragedie, afskeder og nye begyndelser.
Metoden, som Nerris har brugt, hvor hun bruger en blanding af skuespillere og ikke-skuespillere, og ingen af dem er bekendt med manuskriptet eller scenernes forløb på forhånd, giver deres spil så stor autencitet, at man som publikum virkeligt kommer ind under huden på karaktererne.
Filmens visuelle stil bidrager til dette dokumentariske præg, og tilsammen skaber disse elementer et nervepirrende realistisk univers, der vil suge dig ind, og bevæge dig på samtlige bevidsthedsplaner.
Men ”Mamas and Papas” kan tilmed andet end at være rørende, for alvoren er sat sammen med en humor så mild, at den strejfer selv den korteste indstilling, og samtidigt så grov, at den kan fylde selv de største scener ud.
Humor og alvor harmonerer i perfekt symbiose, der vil få dig til at græde af grin og grine i gråden.
Karaktererne er mere end karakterer, de er virkelige personer, der aldrig misbruges af historien som dramaturgiske værktøjer.
Tidslinjen kunne godt være mere ligeligt fordelt mellem de fire historier, hvoraf nogle bliver fulgt detaljeret gennem arbejde, familiemiddage og toiletbesøg, mens andre godt kunne have brug for mere skærmtid, for at øge fordybelsen.
Det er til gengæld en fryd, hvordan filmen holder sin oprigtige tone gennem hele spilletiden, og der bliver ikke leflet for publikum med utopiske slutninger, eller pointer, fodret til én med ske.
”Mamas & Papas” er ikke bare en rejse ned i hjertegribende historier, ned i fuldendt skabte mennesker, men også vedkommende for alle, der vil have et barn, har fået et barn, eller engang selv har været et barn.
