Skriv en kommentar
Det er blevet populært med musicals igen og film som ”Dreamgirls”, ”Hairspray” og ”Across The Universe” har alle været af ganske habil kvalitet. Men i stedet for at stoppe mens legen er god, er der nu kommet til filmatiseringen af ”Mamma Mia!”, en musical med musisk afsæt i den tidligere svenske popgruppe ABBA. Det er imidlertid vanskeligt at nyde musikken fra en film, man ikke kan andet end elske at hade, som en af sommerens absolutte maveplaskere.
Den selvstændige, enlige mor Donna (Meryl Streep), ejer et hotel på en lille græsk ø. Hendes 20-årige datter Sophie (Amanda Seyfried), har Donna opdraget alene på øen og da det lille pjok skal giftes, er det gået hen og blevet svært for Donna at give slip. Sophie har altid savnet en far og da hun opsnuser en af moderens dagbøger, hvor tre romancer dateres tyve år tilbage, konkluderer hun at én af dem være hendes far. Derfor inviterer Sophie i smug de tre mænd, Bill (Stellan Skarsgård), Sam (Pierce Brosnan) og Harry (Colin Firth), med til brylluppet – til stor forvirring og frustration for Donna. Men kærligheden rammer når det er mindst ventet, og hvor ellers end på Afrodites ø, blomstrer kærligheden...
Som den misforstået musical ”Mamma Mia!” er, hvor enhver handling er tørlagt som en græsk indian summer, må musikken som minimum ikke fejle. Når de musiske elementer oven i købet er så direkte pinlige, at man i et henkogt blackout mindes David Owes ”Tomorrow”, kan det være en utaknemmelig opgave at grave de positive øjeblikke frem. Historiens fremdrift nås simpelthen ikke at etableres, før dialogen abrupt druknes i hysteriske fortolkninger af diverse Abba klassikere. Der forsøges heller ikke, at give æstetikken og virkemidlerne et tiltrængt moderne skub frem i nutiden. Det havde pyntet, da produktionen føles dybt forældet. Alt overdynges af 70'er nostalgi og grisefest, af frigjorte middelalderende kvinder og akrobat bøsser der i silhuet danser natten lang, kind mod kind i fesen månelys, som var det ondskabsfuld parodi på en Elton John musikvideo. Dansesekvenserne er i sig selv hverken overraskende eller synderligt godt udført. Eftersom det efterhånden vrimler med virkeligt imponerende koreograferet dansefilm, bydes der med denne film op til en diskodans tiden for længst er rendt fra.
Hovedrollerne er besat af dygtige skuespillere, men ingen af dem får rigtigt lov til at vise hvad de kan. Karakterne er dertil for endimensionale og besætningen overspiller i den grad. Pierce Brosnan og Colin Firth må dog siges at trække det optimale frem, blandt en række skuffende præstationer, der er mere irritationsmomenter frem for charmerende. Instruktør Phyllida Lloyd er ganske vist respekteret som teaterinstruktør, men filmmediet skal hun altså holde sig mange sømil fra. Værst er dog sangene, og det er svært ikke at fælde en tåre – det er i hvert fald længe siden jeg har grinet så meget. Det er direkte pinligt at se de jammerligste udgaver, hvor særligt Meryl Streep, Amanda Seyfried og Stellan Skarsgård er uhørt katastrofale. Mindre grinagtigt bliver det ikke med Pierce Brosnans duet med Streep af ”The Winner Takes It All”, der tager prisen som en af de den mest åndssvage coversange til dato.
Man skal være mere end almindeligt stor ABBA fan, eller være forblindet af gensynets glæde, hvis ”Mamma Mia!” skal falde i god jord. Arrangementet mellem musik og handling fungerer slet ikke, skuespillerne underpræsterer og ikke engang musikken virker. Om tiden er løbet fra Abba er en smagssag, men den er uden tvivl løbet fra Phyllida Lloyd, der bestemt skal holde fast i det hun er bedst til - som teaterinstruktør.
