Skriv en kommentar
Mere glitter, mere cheese, mere ABBA – ja tak!
Altså… man går jo ikke i biografen og ser Mamma Mia! Here We Go Again for at opleve cinematisk storhed og en original og forunderlig fortælling. Man går i biografen og ser Mamma Mia! Here We Go Again, fordi man har lyst til noget let og positivt, godt kan lide ABBA og ikke har noget imod en masse glitter og en god mængde cheese. Man går i biografen og ser Mamma Mia! Here We Go Again, fordi man kunne lide den første og vil have mere fra samme skuffe. Det får man!
To halve historier
Der er gået ti år siden Mamma Mia! The Movie (2008) fandt sin vej fra teatret til biografen, men på den græske ø, Kalokairi, er der ikke gået helt så lang tid. Efter Donnas (Meryl Streep) nylige død, har Sophie (Amanda Seyfried) langt om længe fået sat sin mors hotel i stand, og hun forbereder den helt store åbning for pressen og en masse vigtige mennesker. Men en storm truer med at sætte en stopper for det hele, og hverken Far nr. 2, Bill (Stellan Skarsgård), eller Far nr. 3, Harry (Colin Firth), kan komme, og så vil kæresten Sky (Dominic Cooper) hellere takke ja til et arbejde i New York end vende hjem til øen.
Nogle og tyve år tidligere finder vi en ung Donna (Lily James), som netop er blevet færdig med studierne i Oxford og gør sig klar til at begive sig ud i verden, en dårligt låst kuffert proppet med drømme og optimisme i hånden. Snart møder hun en ung og forfjamsket Harry i Paris, en charmerende og kæk Bill på en båd i Grækenland og flotte Sam, som hun forelsker sig i, men som tager hjem til sin forlovede i England – præcis som vi hørte historien, da Sophie fandt Donnas dagbog i den første film.
Parallellen mellem Sophie og Donna fungerer egentlig fint nok, og Donnas historie giver filmen et frisk pust. Hendes to veninder, Rosie and Tanya er specielt sjove, både som unge og som ældre, men efter to timers klip frem og tilbage, hvor der bliver gjort plads til alle (INGEN må være single til sidst!), sad jeg lidt tilbage med følelsen af at have set to halve historier, der ikke kunne have stået alene.
Død i en sommerfilm
Det er til gengæld lettere imponerende, at Lily James i en film med (hurtigt hovedregning) i hvert fald otte nye hoveder, og hvor alle fra etteren sagde ja til en omgang mere, kan skille sig ud som den mest huskværdige. Det hjælper selvfølgelig, at hun er blandt de eneste i castet, der kan rent faktisk kan synge – selv hvis hendes klang er lidt tam, når den falder for tæt på Amanda Seyfrieds afsindigt smukke stemme. Apropos skånes vores ører heldigvis for særligt mange tonedøve ubehageligheder fra Pierce Brosnan og Colin Firth, der rent sangmæssigt har deres peak på kordelen, ”Sup-p-per Troup-p-per”. Godt tænkt.
Mamma Mia! Here We Go Again lykkedes dog specielt godt i håndteringen af Donnas død, der er oprigtig trist. Filmen foregår et år efter, hvor sårene stadig er friske, men hvor Sophie og Sam har fundet en hverdag. Det skal nok blive lettere, ved de, det er bare ikke endnu. Død kan ramme hvor som helst, selv i en glad og farverig sommerfilm, hvis job man umiddelbart skulle tænke var at distrahere fra sådanne sandheder, men jeg synes, filmen skal have point for at vise, man godt kan have det ene med det andet. Og det andet med det ene.
