Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Jeg havde store forventninger til Lukas Moodyssons seneste film ”Mammut”, eftersom han plejer at være hård og kynisk, men samtidig dyb i sin skildring af menneskeskæbner. Det ses bl.a. i filmene ”Fucking Åmål” og ”Et hul i mit hjerte”, som virkelig kommer under huden på sine karakterer. Men ”Mammut” lever ikke op til disse forventninger, desværre.
Den handler om det unge, velhavende, newyorker par Ellen og Leo, som knap har tid til deres datter, Jackie, på 7 år. Jackie er netop i en alder, hvor hun virkelig har behov for sine forældre. Hun er en klog pige, som i stedet knytter et tæt bånd til den filippinske barnepige, Gloria, som hun tilbringer de fleste timer i døgnet med. Ellen savner sin datter, og kan ikke finde ud af, hvad hun skal stille op, for at ”få hende tilbage”. Hun dedikerer i stedet al sin tid, alle sine kræfter og følelser til sit arbejde som læge. Leo tager på forretningsrejse til Bangkok, hvor han kommer mere eller mindre i en eksistentialistisk krise. Han får en dyr kuglepind af en kollega, hvor der er elfenben fra en mammut indeni. Denne symboliserer for Leo, at livet kun er et splitsekund, og at han derfor må træffe nogle valg, som kan gøre hans liv meningsfuldt. Barnepigen Gloria savner hver dag sine to, små sønner, som bor på Filippinerne, alt imens hun befinder sig i New York for at tjene penge hjem til dem. Men det har konsekvenser, at hun ikke er der for sine sønner, og hun må derfor tage stilling til, hvad der er vigtigst: penge eller kærlighed? Hvilket er et centralt spørgsmål i filmen.
Filmen er ambitiøs, og stiller store eksistentialistiske spørgsmål, såsom hvad meningen med livet egentlig er? Og er der nogen mening? Men den vil for meget, der er for mange bolde i luften, hvilket resulterer i, at den bliver for flyvsk. Den er stemningsfuld, og ind i mellem bliver man grebet af den, som publikum. Grebet af disse menneskeskæbner, som kæmper for at livet skal give meningen. Men det virker halvhjertet og overfladisk, så den kommer aldrig ind under huden på én.
Der er for mange klicheer, hvilket gør, at man kan forudsige de fleste elementer i filmen. Den er som skåret efter en skabelon, som vi har set før. Det skal dog tilføjes, at skuespillerne spiller rigtig godt, især Sophie Nyweide, som spiller den kloge, specielle lille pige, Jackie, som får et helt specielt forhold til sin barnepige.
Der er altid brug for film, som forsøger at råbe os mennesker op, i håb om at vi vil tage stilling, tro på kærligheden, gribe livet og ikke bare flyde med strømmen.
Men ”Mammut” er ikke dyb nok, så det bliver ved forsøget.
