Skriv en kommentar
En af vor tids mesterinstruktører Lars Von Trier kaldte for nylig den amerikanske præsident George Bush for et røvhul.
Den holdning skinner også tydeligt igennem i den anti-amerikanske instruktørs provokerende, stærke, modige og barske film "Manderlay", der tager livtag med ikke blot Amerikas problemer, men med det moderne menneskes livssyn generelt.
Von Trier plager os med de helt store filosofiske spørgsmål om frihed, lighed og afhængighed i denne efterfølger til "Dogville" og anden film i hans amerikaner-triologi.
Året er 1933. Grace (nu spillet af Bryce Dallas Howard i stedet for Nicole Kidman) er på flugt fra "Dogville" sammen med sin far (Willem Dafoe). De passerer tilfældigvis slavefarmen "Manderlay", hvor en sort kvinde kommer løbende og grædende beder om hjælp.
En af slaverne står til pisk, da han har begået den forbrydelse at være i besiddelse af en flaske vin!
Straks tager Grace affære og opsøger farmens døende ejer, der tituleres "Mam" (Lauren Bacall). Inden hun dør, når hun at indvie Grace i en hemmelighed, der ligger gemt under hendes madras. Det er en bog med farmens strenge regler, hvor der til Graces forargelse også optræder en særlig inddeling af slaverne i et slags kastesystem.
De sorte slaver er opdelt i typer fra 1 - 7, hvor f.eks. nr. 1 betegner en stolt slave, der bør holdes på et minimum af føde, så der ikke er energi til overs til ballade.
Harm over det nedværdigende menneskesyn og da slaveriet for længst er ophævet, griber Grace styrepinden fast besluttet på at gøre Manderlay fri for undertrykkende regler og at indføre demokrati.
Men selvfølgelig kan den godtroende Grace ikke få farmen til at fungere under de nye betingelser, og hendes nyindførte demokratiske metoder gør mere skade end gavn.
De forhenværende slaver er ikke meget for at tage hverken beslutninger eller ansvar for fællesskabet eller deres eget liv. De vestlige værdier kan ikke umiddelbart overføres til det lille Manderlay-samfund, og snart danner hendes metoder basis for et oprør og udgør en alvorlig trussel mod hende selv.
Von Trier stiller kraftigt spørgsmåls tegn ved den idealistiske Graces befrielseskamp af de stakkels slaver, som en kritisk kommentar til den vestlige verdens indgriben i Irak
Hun tager tvivlsomme metoder i brug, som f.eks. at holde farmens tidligere ejere som slaver, så de kan lære at respektere andre mennesker og blive "rigtige amerikanere".
Desuden lader Von Trier Grace have en hemmelig fantasi om at være haremspige, hvilket så tydeligt modstrider de idealer, hun forsøger at introducere på farmen. Undervejs drages hun også af den stolte eks-slave Timothy (Isaach De Bankolé), som hun drømmer om at underkaste sig.
Hendes lyst til at blive bemægtiget er en del af filmens overordnede tema om frihedens dobbeltbundethed. Frihed betyder ikke tryghed, men er en illusion, en floskel, da afhængighed er et menneskelig vilkår.
Kulisserne eller mangel på samme ligner forgængeren "Dogville"'s form med kun ganske få rekvisitter og streger på gulvet akkompagneret af lydeffekter, der etablerer rummet. Det er (stadig) et spændende udtryk, hvis formål i "Manderlay" næsten fungerer mere indlysende end i "Dogville".
Ikke bare træder historien tydeligere frem, men at grænserne blot er markeret med en simpel streg på gulvet, bliver et fint billede på de grænser, mennesket selv må definere og i sidste ende har brug for.
Von Trier har igen snuden langt fremme, og han har også allerede modtaget et par slag over den allerede fra kritikere og publikum verden over. Den diskussion, som Manderlay lægger op til, er ubehagelig men sund og nødvendig. Sandheden har altid har flere sider, ligesom intet er entydigt godt eller positivt - ikke engang Graces' noble intentioner.
Lars Von Trier har allerede skrevet sig ind i filmhistorien som en af vor tids bedste og mest spændende filminstruktører. Hans evne til modigt, provokerende og af og til irriterende at forny og udnytte filmmediet er unik.
Han univers i Manderlay fascinerer med sin enkelte opbygning, simple udtryk og de komplekse problemstillinger, der vedrører os alle.
