Skriv en kommentar
MANIFESTO er ikke en film, men et eksperiment. Forlægget bygger på udvalgte og velvalgte tekstpassager fra 50 kunstneriske og politiske manifester. Recitationerne tager afsæt i Karl Marx og Friedrich Engels ’Det kommunistiske manifest’ fra 1848 og leder os gennem det 19. og 20. århundredes kulturhistoriske, politiske og kunstneriske strømninger fra futurismen, dadaismen, surrealismen til situationismen og ender med Dogmemanifestet/Dogme 95. Et manifest udformet af de danske filminstruktører; Lars von Triers, Thomas Vinterberg, Kristian Levring og Søren Kragh-Jakobsen. Dogme 95 blev skabt på baggrund af et manifest og et kyskhedsløfte, hvor løftet om at forenkle filmproduktion skulle overholdes bl.a. bruge håndholdt kamera, ingen tilføjede rekvisitter, ingen store lyssætninger, ikke lægge musik ind over optagelser mm.
Cate Blanchett fremfører alle 13 karakterer i MANIFESTO af den tyske kunstner og filmmager Julian Rosefeldt. Hver karakter reciterer tekstpassager fra de 50 manifester, som tilsammen fremskriver en ny sammenhæng. Med de udvalgte brudstykker skaber Cate Blanchett på effektiv, aggressiv og teatralsk vis et stringent narrativt flow. Som publikum skal du skærpe alle sanser for at følge med i strømmen af et stramt komponeret ’manifest’ med meget på hjerte.
Det er en opsang – en direkte og aggressiv opsang, som beder os om at slukke for vores småborgerlighed, magelighed, forbruger- og konsumerisme. I stedet afholder Cate Blanchett med afsæt i dadaisme-manifestet en slags verdens begravelse, hvor hun råber og forbander os mennesker for ikke at kunne abstrahere, reflektere over, at vi er i gang med at føre krige, ødelægge jorden ved forurening og hun slutter begravelsestalen med, at ’Vi er vores egne børns mordere’ for at sætte det på spidsen, hvor grelt det står til med den menneskelige solidaritet. Den er ikke eksisterende ligesom fællesskaber. I stedet blomstrer uligheden, passivitet. Mennesket har resigneret og vil underholdes og forblive i faste og intetsigende hverdagsrutiner, som Cate Blanchett nærmest skriger ud i en mikrofon.
Med MANIFESTO ønsker Julian Rosefeldt at ’vække’ os mennesker fra vores dovne, konservative og småborgerlige indstilling til livet og tilværelsen, hvor intet nyt skabes eller tænkes og nedskrives. Vi er stået i stampe i det bestående og menneskets tilværelse er forblevet en statisk størrelse, hvor enhver er forblevet sin egen lykkes smed og endnu værre - det konservative motto ’forandre for at bevare’ holder stik i vores søvngænger til værelse.
