Skriv en kommentar
Den unge Marie Antoinette der bliver giftet væk som pris i en politisk aftale mellem Østrig og Frankrig. Hendes mand, tronarvingen Ludvig er dog ikke helt den ægtefælle man kunne ønske sig. Han virker faktisk overvældende ligeglad med den smukke Marie, hvis hovedmål er at forsyne Frankrig med en efternøler og dermed sikre blodlinjen i det franske kongehus.
Tone og omgangsregler blandt det franske hof og de tilknyttede er stenhård og formel, medmindre der altså sladres på livet løs. I så fald foregår det gerne lige op i hovedet på den man bagtaler, i hvert fald hvis rangen tillader det.
Kongen af Frankrig dør, og Marie og Ludvig bliver regerende kongepar, regerer som de kan, og går ned med skibet da det synker under revolutionen.
Historien er velkendt, men Sofia Coppola vælger en tilgang der er så meget mere forståelig og ligetil end de fleste historiebøger. Marie Antoinette og Ludvig den 16. var henholdsvis 18 og 20 år da Ludvig blev kronet og overtog tronen, og filmen følger dem i deres egenskab som usikre teenagere der bliver tvangsgiftet og forgyldt som det sig hør og bør i det franske hof.
Barokstilens overdådige scenarier, optaget på location i og omkring slottet i Versaille´s 700 værelser og tilhørende kirke, bliver ledsaget af en på samme tid sær, skøn og naturlig blanding af barokkens klassiske toner og nutidige hits fra bl.a. The Strokes, New Order og The Cure.
Sofia Coppola havde Kirsten Dunst som førstevalg i rollen som Marie Antoinette og hun leverer varen fremragende så vi forstår hvor absurd en situation Marie Antoinette kan have følt sig sat i. Vi følger accepten af en ny virkelighed og den festfyldte flugt fra samme, når den bliver for triviel, og det gør den jo tit når man bare er 18 år.
Jason Schwartzman spiller så totalt distræt og naiv som det kræves og vi kommer til at holde af den barnlige side af Frankrigs tronarving. At det så er svært at forstå hvordan han kan være ligeglad med en så smuk Kirsten Dunst, der intenst forsøger at forføre ham, kan være svært at fatte!
Filmen er flot. Scenarierne er fantastiske. Skuespillerne er gode. Instruktøren er nærmest genial. Den giver længsel efter forår, champagne og lyse morgener. Men noget virker ikke helt som det skal.
Idéen med at vise barokke scener med moderne soundtrack er fantastisk, man behøver bare se traileren for at forstå denne idé er en af de bedre. Men det virker som om der var for mange gode numre at vælge imellem, og filmen virker til tider lidt overfyldt. Som om det hele SKULLE proppes med i de 123 minutter.
På samme måde er en romance af ukendt varighed med den smukke Grev De Fensen, spillet af Jamie Dornan, lidt ligegyldig og virker som om den har været et krav fra filmstudiet.
Som helhed er det en flot film. For Sofia Coppolas vedkommende følger den pænt op på Lost in Translation, og for Kirsten Dunst viser den at hun faktisk kan spille andet end edderkoppe-elskende teater-dulle, noget man måske var ved at glemme lidt. Men den føles også lidt tung og slutningen virker bare for naiv og egoistisk for den ellers velorienterede omend naive Marie.
