Skriv en kommentar
Bille Augusts første film på dansk jord siden Pelle Erobreren fra 1987 er Marie Krøyer, der ikke overraskende handler om Skagensmaleren Marie Krøyer (Birgitte Hjort-Sørensen), gift med den verdenskendte P.S. Krøyer (Søren Sætter-Larsen). Filmen handler ikke om hende som kunstner, men om hende som mor og hustru.
Vi møder familien Krøyer i deres hus på Skagen på det tidspunkt, hvor P.S. var allermest hædret og beundret. De lever godt og mangler ikke noget. P.S. anses for at være en af verdens bedste kunstnere, og verden beundrer hans billeder bl.a. af hans smukke hustru. En god ven af familien Krøyer siger selv til Marie: ”Fru Krøyer, De må være en meget lykkelig kvinde.” Det er hun nok også, men hvad glansbilleder ikke viser er, hvordan hendes mand er ved at falde dybere ned i syfilissens sindssyge og ender med at være en fare og både sig selv, sin kone og deres lille datter, Vibeke (eller Vibs som hun kaldes), spillet af Vera Torrps Larson.
Marie kan ikke gøre andet end at lade ham indlægge, få ham kureret og få ham hjem og så vente på, at det hele skal starte forfra. Marie elsker sin mand, men hun kan ikke længere finde lykken og livet med P.S. forekommer hende mere og mere umuligt. Det er omkring dette tidspunkt hun møder den unge svenske komponist Hugo Alfvén (Sverrir Gudnason) og de indleder et forhold, der får Maries øjne op for hvad både forelskelse og lykke er.
Som titlen indikerer er Marie Krøyer i høj grad en film, der afhænger af et stærk karakterportræt, ikke mindst af hovedrolleindehaveren Birgitte Hjort-Sørensen. Bare filmens plakaten giver indledningsvis publikum et indblik i Birgittes Hjort-Sørensens portræt af en kvinde, der nok er stærk, men kraftigt holdt tilbage af sin tid opfattelse af kvinder. Maries ulykke består ikke kun i, at hun ikke har tiden til at male, men også at hun har ingen muligheder for at slippe for en mand, der er utilregnelig og til tider uudholdelig. Det er dette portræt Bille August giver os sammen med det portræt P.S. forsøger at male, og hvor de to kontrasterer hinanden, der gør denne film god og dramatisk. Søren Sætter-Larsens portræt af P.S. ”Søren” Krøyer skal også nævnes, da han gør det godt både som øm husbond og sindssyg patient.
Desværre fornemmes der i starten af filmen en distance. Det er som om replikkerne i filmens start ikke rigtig når ned til os siddende i salen, og de virker for faste og unaturlige. Replikkernes indhold bliver fattigt i forsøget på at fange den tids sprog, og forsøget resulterer i at sproget og dialogerne føles unaturlige og for litterære.
Derimod er filmen filmet rigtig flot. Projektet har taget på sine skuldrer at vise personer og steder i et kunstnerisk miljø, der var inspireret af dette fantastiske lys, der kun fandtes på Skagen. Det er en svært opgave at fange med et kamera, men jeg vil sige, at det er lykkedes. Idylliske iscenesættelser inspireret af Skagensmalernes egne malerier giver filmen den stemning, vi ser på de billeder, der hænger på Skagens Museet.
Alt i alt er filmen er vellykket og med Birgitte Hjort-Sørensens portræt og filmens flotte scenografi får filmen 4 stjerner.
