Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Her er en af de mange film, der vil blive meget hurtigt glemt i filmhistorien. På trods af at filmen faktisk har ”High School Musical” stjernen Zac Efron i hovedrollen, har den ikke gjort sig særlig bemærket. Det har åbenbart heller ikke hjulpet, at det er instruktøren Richard Linklaters værk. Nogle gange får film bare ikke store chancer, og overskygges af andre nutidige premierefilm, og det må i mine øjne, være grunden til, at langt de fleste aldrig har hørt om denne film, og langt flere aldrig får den set. Det er synd og skam, for ”Me & Orson Welles” er faktisk en glimrende lille film. Ikke alene beviser den, at Zac Efron ikke blot er en lalleglad skuespiller med en god stemme, den opbygger en 1930’er stemning som kun få film kan gøre ligeså godt. De ridsede big band plader og et velfungerende datidigt New York danner ramme om historien om en ung skuespiller, der får chancen i et teaterstykke instrueret af Orson Welles. Selve plottet er som så fuldstændigt ligegyldigt, da filmen mest handler om, at finde sin plads i livet – og naturligvis at vokse op. Livet har sine barske realiteter, hvor især kærligheden til tider skildres bundhamrende ærligt i ”Me & Orson Welles”, selvom selve filmens konklusion måske virker en anelse for optimistisk og naiv. Dette gør dog ikke det store, for man føler sig godt tilpas i filmens selskab, og med en kop varm te, kan jeg ikke forestille mig en mere hyggelig filmoplevelse af nutidens premierefilm.
Selvom Zac Efron magter hovedrollen glimrende, overskygges han i den grad af Christian McKay, der spiller selveste Orson Welles. Ikke alene ligner han ham meget godt, han spiller ham med en fantastisk overlegenhed. Nu skal jeg ikke gøre mig klog på, om Orson Welles lever op til sit ry som stodder i privatlivet, men mandens genialitet er indkapslet fint i filmen her, selvom han er en meget svær karakter at holde af. Filmen er baseret på en roman af Robert Kaplow, og indeholder uden tvivl mange utilstrækkeligheder samt dele der slet og ret ikke passer, men realisme på film er i mine øjne slet ikke vigtigt. Det er historien, dens stemning, dens karakterer og dens morale der er det vigtigste, og her skuffer ”Me & Orson Welles” nu ikke. Der er måske ikke den største originalitet i filmen, og det er ej heller en film du vil huske resten af livet, men den efterlader dig i et godt humør, og det må være Richard Linklaters skyld, der har fået alle elementerne til, at gå op i en højere enhed. Hans fokus er naturligvis på stemningen og hovedrollen, og derfor føler man sig konsekvent i glimrende selskab. Stemningen er god og hovedrollen er let at holde af.
Der er ting der taler både for og imod ”Me & Orson Welles”, men i og med at man ender med en positiv oplevelse, er man tilbøjelig til at se igennem fingrene med filmens mangler og fejl. Linklater har dog samlet et glimrende cast, hvor også Claire Danes bør nævnes for en ganske habil præstation, og man føler sig tryg indenfor teatrets vægge, og som en del af den familie de medvirkende i teatret egentligt er.
Ekstramateriale – 2/6
Der er kun blevet plads til et kort ”making of”, hvor skuespillerne måske klapper hinanden lige lovligt meget på ryggen. Det går dog godt i spænd med filmens naive tilgang til livet, og indeholder alligevel sine få øjeblikke.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Scanbox.
