Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
I filmen Me and Earl and the Dying girl, skildres den unge filmentusiast og skoleelev Greg, der står foran sin high school-dimension. Lidt af en særling er han ham Greg - eksempelvis som når han undervejs kommenterer på filmen med sætninger som ”den her film ikke er som alle andre romantiske fortællinger.” Og han har ret, for filmen handler ikke om kærlighed, men derimod de besværlige teenageår, der både er hektiske, vidunderlige og selvfølgelig fyldt med følelser. Filmen handler derfor om livet – både på godt og ondt.
Som sagt er Greg lidt mystisk på den intellektuelle, referentielle sjove teenageagtige facon. Selv står han, som skrevet, foran sin dimension på skolen, hvor vi blandt andet bliver introduceret for sjove forskellige, om end bevidst overdrivende, stereotyper af grupperinger, man altid finder på en amerikansk highschool – i hvert fald på film. Her møder vi også Earl, Gregs bedste ven, hvem han sammen med laver egne versioner af klassiske film, og kalder dem for A sockwork Orange og The 400 bros. Ydermere introduceres Rachel. En pige på skolen Greg godt ved hvem er, men dog ikke er venner med. Dette ændrer sig imidlertid, da Rachel får konstateret leukæmi og Gregs mor, lidt upassende, tvinger ham til at ses med. Ligeså upassende morens påbud er, ligeså kejtet, akavet og sød er Greg, da han fortæller Rachel, at han er nødt til at være venner med hende, da hans mor siger han skal. Sammen opbygger de et venskab, hvor Greg får indsigt i sygdommens forfærdeligt effekt på Rachel, alt imens hans egen skøre personlighed medvirker til, at Rachel kan få tankerne på noget andet end det barske og ubarmhjertige kræftforløb.
Venskab og sygdom er de helt centrale temaer for denne film, der både eksperimenterer med fortællestruktur og kameravikler. Noget, der egentlig synes passende og tilpas skørt i denne ungdomsfilm – der dog lige såvel kan ses af voksne. Alligevel synes jeg, at filmen er en smule langsom i optrækket, og til tider en smule underlig, hvorfor jeg faktisk ikke føler jeg kan trække den ret højt op hvad angår antal stjerner…. Nej vent. Det mener jeg faktisk ikke, eller jo – lidt måske. Men som jeg sidder her, og skriver anmeldelsen til lyden af dens smukke soundtrack, en rum tid efter jeg så filmen, får jeg pludselig en klump i halsen. Jeg kan mærke hvilken, sød, sjov og forbandet rørende effekt Me and Earl and the Dying Girl har haft på mig. Når jeg skal se denne film igen, vil jeg derfor ikke lægge for meget i disse førnævnte forstyrrende scener, men i stedet se på dem som en positiv, komisk bridragelse til en historie, der fik en voksen mand til at græde (nærmest tudbrøle) ved slutningen. For disse skøre vinkler og måder at filme på, skildrer jo på sin vis Gregs egen tankegang, hvilket blot indikerer, at det han hans historie.
Filmen er således både sørgelig og livsglad, hvilket er med til at genopfriske de tanker og følelser man selv havde i teenagealderen. En tid hvor tankerne flyver rundt i hovedet. En tid, hvor man både ville være ligesom alle andre og samtidig skille sig ud. Den her film skildrer livet når man både hader og elsker det allermest. Samtidig vil jeg på baggrund af de drømmeriske billeder og sfæriske underlægningsmusik kalde den en slags eksperimentalfilm, der bygger på en rørende simpel historie, og fremkalder rigtige følelser.
Filmen er venligst stillet til rådighed af Fox-Paramount
