Skriv en kommentar
Ti år er gået siden vi sidst så noget til de sortklædte agenter K & J. Serien trængte også til pause efter den svage opfølger, der i tidens ånd bare måtte have en malplaceret Johnny ”Jackass” Knoxville på rollelisten. Nu er vores to helte tilbage for at redde den altid uvidende menneskerace fra udslettelse af rumvæsener, og naturligvis er det denne gang i 3D. Og 3D-effekterne er brugt med fin balance i handlingen, der er mere intelligent skrevet end forgængerne, og overraskende nok aldrig udvikler sig til at være det helt store actioncirkus, men i stedet byder på mere hjerte og humor i historien.
Efter 40 års indespærring i et topsikret fængsel på månen, flygter voldsmonsteret Boris ”The Animal”. Boris er blodtørstig efter hævn over agent K, der i sin unge år skød armen af Boris, og fik udstyret jordkloden med et laserskjold, der tilintetgjorde hele Boris’ race af rumvæsener. Fortiden var skæbnesvanger for K, der efter opgøret med Boris følelsesmæssigt lukkede af over for omverdenen. Det er den diametrale modsætning til sin partner J, der efterhånden er godt træt af den altid gnavne og følelseskolde K.
Pludselig ændrer hele verden sig for J med et trylleslag. Til sin store overraskelse hedder hans makker nu A, og agent K har været død i over 40 år. Boris er rejst tilbage i tiden og har ændret på nutiden ved at dræbe den unge K. Laserskjoldet er nu aldrig blevet opført og de slimede rumvæsener er ved at erobrer jordkloden.
J må rejse tilbage til sommeren 1969, for at at redde sin nutidige partner fra at blive dræbt, samt for at rette op på fortiden for at sikre en fredelig fremtid. Til stor forundring for J, er den unge version af K, en imødekommende og humoristisk fyr. J får indblik i flere hemmeligheder, imens de to partnere tager kampen op imod den både unge og gamle udgave af Boris ”The Animal”.
Humoristiske referencer
Barry Sonnenfeld er stadig i førersædet som instruktør, og Etan Cohen, som stod bag den sjove Tropic Thunder, er medforfatter til manuskriptet, der rummer mange sjove indslag. Filmen starter ud med regulært tjubang i jagten på Boris, hvor diverse obskure rumvæsener bliver splattet lige ud i ens ansigt. Plottet om at rejse tilbage i tiden for at forhindre nutidige katastrofer er ikke just en original tankegang, men er til gengæld nuanceret udført.
Fra da J lander i New York under sommeren 1969, bliver ens referenceramme fra starten af udfordret. I en kort scene ser vi forbipasserende hippier diskutere en koncert med The Grateful Dead, og mindre morsomt bliver det ikke i sekvensen, der foregår i Andy Warholes berygtede sted ”The Factory”. Warhole er virkeligheden undercover agent, udstationeret til at overvåge alle de fremmede rumfreaks, der hænger ud i den notoriske bygning, hvor Lou Reeds stemme fra Velvet Underground selvfølgelig høres i baggrunden. Den stakkels Warhole er ved at gå til i depression over at spille den excentriske kunstner, og det hjælper ikke på humøret, da han får besked om at Yoko Ono igen står ude foran døren!
Sådan er filmen spækket med opfindsomme referencer, hvor det afgørende punkt er dagen hvor Apollo 11 sætter kurs mod månen. Der bliver skruet ned for effekterne i fortidsrejsen, og det giver filmen langt mere charme end i de forrige, hvor der konstant var knald på. Det meste af handlingen er henlagt til 1969, der gør at Tommy Lee Jones egentlig ikke er særligt meget med i filmen. Det er så til gengæld Josh Brolin, der er eminent castet som den unge agent K. Brolin fanger til punkt og prikke alle Tommy Lee Jones særlige karaktertræk, og det er i sig selv ganske underholdende. Will Smith er som altid, ja, bare Will Smith, der de to forrige film tro, leverer de sædvanlige ironiske og sjove replikker.
Det er 100 minutters glimrende underholdning, fuld af vittige scener og action i rigelige mængder.
Hvad mere kan man forvente?
