Skriv en kommentar
De fleste kender formentlig Jonah Hill fra komedieklassikere såsom ”Superbad” (2007) og ”This Is The End” (2012). Derudover vil de fleste nok også kæde Hill sammen med de jævnaldrende James Franco og Seth Rogen, som han har lavet flere film sammen med. Men ligesom Franco og Rogen indeholder Hill også et dramatisk talent, som bl.a. er blevet udforsket i ”The Wolf of Wall Street” (2012) og ”Don’t Worry He Won’t Get Far On Foot” (2018). Dette dramatiske talent kommer også til udtryk i ”Mid90s”, som er Jonah Hills debutfilm, og som er produceret af øjeblikkets varmeste indieselskab, ”A24”. Med ”Mid90s” viser Jonah Hill at han har ligeså meget pondus som instruktør, som han har som skuespiller med en film, der både har nerve og masser af hjerte med sig.
90'ernes Los Angeles
Filmen strækker sig over en sommer i Los Angeles, hvor 13-årige Stevie kæmper med problemer på hjemmefronten i form af en kærlig, om end lidt fraværende mor og en voldelig storebror. Han bliver imidlertid venner med en flok, hovedsageligt ældre, skatere, som tager ham under deres vinger. Med et klart mål om at blive accepteret af sine nye venner, mødes Stevie af en subkultur, der både er forstående og mangfoldig, men også rå og præget af stoffer og alkohol. I løbet af sommeren ændres Stevies liv markant.
Gennemført tidsbillede
Det er tydeligt at Jonah Hill har krænget sit hjerte ud i historien, som han også selv har forfattet. Der er oprigtig empati over for disse velskrevet karakterer, og derfor føles filmen ekstra autentisk. Historien er fyldt med ungdommelig energi, og en reel kærlighed til 90’erne, hvor tidsbilledet er gennemført – både i form af det hiphoppræget og stemningsmættede soundtrack, men også i form af de unges tøjstil og sprogbrug. Eksempelvis ser man hurtigt skatermiljøets indflydelse på Stevie, da han begynder at eksperimentere med både stoffer, cigaretter og alkohol. Det er både hjerteskærende og livsbekræftende, da filmen ikke er bange for både at belyse de mørke og lyse sider af Stevies opvækst.
Stærke præstationer
Skuespillet er også prisværdigt hen over hele linjen. Den unge Sunny Suljic, der spiller Stevie, kører den hjem med en blanding af humoristisk overskud og rørende sårbarhed. Lucas Hedges er som altid en fornøjelse at se, og her er han endda castet imod type, som en fysisk voldelig storebror til Stevie, hvor han stadig formår at gøre karakteren menneskelig. Katherine Waterston er også, som den måske eneste reelle Hollywood-vante skuespiller i filmen, godt castet som Stevies mor, selvom hun alligevel får lidt for få replikker at arbejde med. En af de mest rørende scener i filmen udspiller sig mellem Stevie og Na-Kel Smiths karakter Ray, lederen af skaterbanden som Stevie bliver medlem af. Efter at Stevie har haft et øredøvende skænderi med sin familie, tager den en del ældre Ray sig en hjertefølt snak med den unge dreng, og leverer et budskab om, at man ofte ser sine bliver opslugt af sine egne problemer i sådan en grad, at man glemmer at se at andre måske har større problemer end som så.
Lovende debut
”Mid90s” er en yderst lovende debut for Jonah Hill, og fortsætter han med at lave film som instruktør, virker coming-of-age genren som et noget nær perfekt match.
