Skriv en kommentar
Berkeley Breathed sad en aften hjemme i sit eget hjem og spiste aftensmad. Pludselig kaster hans søn, Milo, sin broccoli op i luften, overfuser sin mor verbalt og stormer ud af spisestuen. Berkeley svarede pr. refleks til sin søn; ”Du skulle nok tænke lidt anderledes om din mor, hvis hun blev kidnappet af Marsboere”. Hermed var frøet blevet lagt for Berkeleys historie, som han satte sig ned og skrev senere den aften. Historien om ”Mars needs Moms” , som den hedder på engelsk.
9-årige Milo (dansk stemme; Jakob Elmark-Nandfred) har svært ved at forstå, hvorfor hans mor (Sofie Gråbøl) er så streng og hvorfor han skal gøre sine pligter. Diskussionerne ender med Milos følelseskolde kommentar om, at hans liv ville være bedre uden en mor. Samme aften bliver Milos mor kidnappet af Marsboere og Milo får ubemærket sneget sig ombord på deres rumskib. På Mars møder Milo en anden strandet jordbo, den excentriske Gribble (Jacob Lohmann), og sammen med den smukke Marsbo Ki (Karolilne Munksnæs) forsøger de tre at befri Milos mor. Hver femogtyvende år udklækkes nye Marsbobørn på Mars. Men da de kvindelige Marsboere har svært ved at styre deres unger, kidnapper man hvert femogtyvende år en egnet Jordbokvinde, som de kan tappe opdragelseserfaringer af. Det hele bliver strengt overvåget af Supervisoren (Kit Eichler). På Mars hersker altså en anderledes dagsorden end på jorden og Milo optrevler et større komplot.
Milo På Mars er en børnefilm med stort B. Der vil næppe være mange i den ungdommelige alder, der vil kunne udstå den barnlige tone, den ligger for dagen. Så har du erhvervet dig et knallertkørekort eller glæder du dig til din konfirmation, så er denne film næppe noget for dig. Skal du derimod bruge 88 minutters stilhed for skrigende unger, er Milo På Mars sikkert en udmærket børneparkering.
Milo På Mars er lavet med det såkaldte Performance Capture teknologi ligesom Polarekspressen (2003) og Monster House (2006) er det. Denne teknologi replikerer og digitaliserer skuespillernes fysiske bevægelser og skaber dermed muligheden for digitalt, at skabe et hvilken som helst univers som baggrund. Teknikken er efterhånden så udviklet, at der nok ikke går længe, før det er svært at se forskel på virkelighed og animation. Det tekniske niveau er højt i filmen og det sandsynligvis takket være produceren Robert Zemeckis og fotografen Robert Presley, der har benyttet teknikken i Polarekspressen, Beowolf (2007) og A Christmas Carol (2009). Derudover vises filmen selvfølgelig i 3D, som giver absolut intet til hverken stil eller fortælling. 3D’en bidrager sandsynligvis allermest til de mærker 3D brillerne efterlader dig i dine øjenhuler.
Milo På Mars mangler desværre meget foruden det tekniske. Replikkerne virker til at være skrevet af en 5-årig og historien er ligeså uoriginal, som et par hvide tennissokker. Præmissen med at Marsboere kidnapper jordboers mødre til at gavne deres egen børneopdragelse, er for så vidt en udmærket original idé. Men udførslen ligner meget noget, man har set før og man mister hurtigt interessen hen ad vejen. Karaktererne er slette udviklede og derfor ikke specielt interessante. Kun den fjollede og naive Gribble har, som den eneste, lidt at dybde at byde på. Milo, Milos mor, Ki og Supervisoren er fladere end rispapir.
Det kan sagtens være at børnene vil elske Milos rejse til Mars og hans møde med de fjollede robotter og Marsboere, men filmen er langt fra noget at skrive hjem om. Den er et pragteksemplar i, at benytte alt for meget tid på teknikken frem for historiefortællingen. Uinteressant, uudviklet og uoriginal. Humoren er sparsom og må være strandet på Mars under produktionen og replikkerne efterlader spor af opkast på biografgulvet. Men alt dette bider børnene sikkert ikke mærke til. Forhåbentligt ikke i hvert fald.
