Skriv en kommentar
Den succesfulde arkitekt, Ryota og hans kone, Midori fører et moderne og stilrent liv i Japan med deres velopdragne seksårige søn, Keita, da en indkaldelse fra hospitalet slår deres tilværelse, som de kender den, fuldstændigt ud af kurs: Keita og en anden dreng blev forvekslet ved fødslen; Ryota og Midoris biologiske søn er vokset op i et andet hjem.
Og Keita er ikke deres barn.
De to involverede familier bliver rådet til at tilbringe tid sammen og inden for et halvt år at afgøre, om drengene skal byttes om igen, så forældrene kan opdrage deres biologiske søn i stedet. Alle er de enige om, at en sådan beslutning langt fra er ligetil, men det er til gengæld det eneste punkt, de to par synes at mødes. Mens Ryota har insisteret på, at Keita går i den bedste skole, dagligt øver sig på klaveret og generelt lærer at hårdt arbejde er vejen frem, har barndommen imidlertid set anderledes ud for hans biologiske søn. Han er vokset op i en familieejet isenkramforretning med energiske søskende, en mor, der forsøger at opretholde lidt struktur i et kaotisk liv samt med en far, der er ligeså legesyg og barnlig som sine børn.
Som far, som søn
Min søns familie diskuterer, hvad det vil sige at være en rigtig familie, og den sætter spørgsmålstegn ved forældre- og specielt faderkærlighed. Kan man elske det barn, man burde have kendt ligeså højt som det, man aldrig skulle have opdraget? Og omvendt: Hvad betyder det, når ens biologiske barn begynder at optage en plads, som hidtil har været forbeholdt et andet?
For Ryota betyder opdagelsen i første omgang klargørelse. For Midori, skyldfølelse. Ryota ser pludselig, hvorfor han aldrig har kunne relatere til Keita, som er stille og følsom og ikke af natur synes at passe ind i sin fars verden. Han ser lighederne mellem sin biologiske søn og den anden far og mærker et tydeligt afsavn. Midoris kærlighed og tilknytning til Keita forbliver til gengæld uændret, men hun jages af sine egne stille domme.
Det rigtige valg
Efter to rolige, men emotionelle timer ved man som seer ikke hvilken slutning, man ønsker. Ingen løsning synes ideel. Bortset fra lidt klavermusik er Min søns familie hovedsageligt en stille fortælling, som om publikum konfronteres med denne stilheds realitet på samme måde som familierne. Der er ikke nogen vej udenom det valg, der skal træffes. De to drenge kommer begge fra gode, omend fundamentalt forskellige hjem, og hver af de fire forældre markerer sig som vigtig i denne historie. Alle fire gør de sig berettigede til seerens sympati.
Faktisk virker de to drenge nedprioriteret en stor del af tiden. Dette er forældrenes historie. Og beslutningen forældrenes at tage. Alligevel er drengene essentielle i filmen. Ikke kun fordi problematikken drejer sig om dem, men fordi de på medrivende og intens vis illustrerer, hvorfor situationen netop er så hård. Ryotas biologiske søn er tydeligvis godt begavet ligesom ham og forlanger svar, han ikke kan få. Keita siger derimod ingenting og synes udadtil lydigt at acceptere situationen. Hans mørke, runde øjne afslører imidlertid, at han har ligeså mange spørgsmål og føler sig dybt forrådt af sin far.
Er der et rigtigt valg, når der for Ryota og Midori ikke er en ”rigtig” søn? Tag lommeservietterne med og find ud af det.
