Skriv en kommentar
Da Tomas Villum Jensen sidste år kom med den første nye udgave af den succesfulde folkekomedieserie ”Min Søsters Børn…” (1966-1971) var filmen på forhånd ilde set blandt en bred anmelderskare. Flere var enige om, at det var lavmålet af originalitet at genindspille denne filmserie. Filmen fik dog fra rimelige til gode anmeldelser, idet Villum Jensen formåede at modernisere det gamle koncept uden at tage afstand fra det. Den første film blev en sand publikumssucces og endte som 4. mest sete film sidste år.
Som folkekomedieserier har for vane, er Villum Jensen allerede her året efter klar med den næste film i rækken. Karaktererne, elementerne og handlingen er (selvfølgelig) den samme. Scenen er nu skiferie i Norge, men det egentlige nye ved filmen ligger i dens egenskab af sequel. Den klare fordel ved dette er unødvendigheden af at introducere karaktererne. Med 4 gamle film i ryggen og en enkelt ny, som de fleste blandt publikum til denne film sikkert har set, kan instruktøren springe direkte ind i morskaben.
Og der gør han så. Fra start af overtager Onkel Erik (Peter Gantzler) ansvaret for flokken og de hopper ombord på færgen med kurs mod Norges kyster. Allerede her går det galt. Onkel lider af søsyge, ungerne frådser i Colorlines tagselvbord og storesøster Amalie (Neel Rønholt) er på vej ind i den forbudte erotiske sfære. Bedre går det ikke på skisportstedet, hvor også Fru Flinth (Lotte Merete Andersen) melder sin ankomst. Hun har et godt øje til Onkel, men det skal ungerne nok få forpurret.
Sådan går det ellers over stok og sten eller rettere over pukkelpist og løvtræ. Den ene gag afløser den anden. Og der er nok at tage af. Hele konceptet ”danskere på skiferie” indeholder jo en del morskab i sig selv. Retfærdigvis skal det siges, at filmen er sjov. Villum Jensen har endnu en gang formået at bringe humoren up-to-date. Karakterernes måde og udtryk virker mere realistiske, end når man genser de gamle film. Den politiske korrekthed er aftaget. Pusle er stadig putte-nutte-sød men ikke på den irritable facon. Spillet er over hele linjen dejlig ligetil. Peter Gantzler er perfekt som den rare onkel med alle de rigtige metoder og blandt børnene imponerer især Stefan Pagels Andersen som den kloge Jan med alle de finurlige betragtninger, som dertil hører.
Alt i alt en meget fin opfølger til den succesfulde etter. En film som vil more såvel ungerne som forældrene, og som helt sikkert vil få plager om skiferie frem i de små hjem.
