Skriv en kommentar
Det hører til sjældenhederne, at film fra Chile kommer i biografen herhjemme, derfor er det med fornøjelse at når det sker, så præsenteres man for en så vidunderlig film som Min ven Machuca.
Filmen er instruktøren Andrés Woods gennembrud, og den har allerede vundet adskillige priser, hvilket man godt forstår.
Året er 1973, og vi møder den unge Gonzales Infante, der går på skt. Patricks engelske skole i Santiago. Det er en privatskole for velhaverbørn, og Gonzales selv, kommer også fra et hjem med penge nok. Han er rødhåret og har fregner, og mobbes af og til af de andre velhaverbørn på skolen. En dag forandres børnenes tilværelse på skolen dog, da lederen fader McEnroe kommer ind i klasseværelset og fortæller at de har fået nye klassekammerater. Nogle børn, der er mindre heldigt stillede skal gå klassen. En af dem er Machuca, der kommer til at sidde bag Gonzales. De nye drenge har ikke skoleuniformer, men går i laset tøj, og bor ikke i store villaer med mercedes i garagen, nej, de kommer fra barakbyen, hvor folk lever i skure og må nøjes med at hutle sig gennem tilværelsen. Tilfældet vil at Machuca og Gonzales knytter et venskab, og begynder at tilbringe al tid sammen. De modtager hinandens verdener med åbenhed. Machuca imponeres af adidassko og materiel overflod, mens Gonzales nyder at være sammen med Machucas ligefremme familie. Især er hans lidt ældre kusine Silvana vældig interessant. Gonzales forelsker sig i hende, og der udvikles et mindre trekantsdrama mellem de to drenge og pigen. Samtidig er Chile’s socialistiske leder Allende presset, og en dag udbryder der direkte gadekrig mellem venstrefløjen og højrefløjen. Dette fører som bekendt til diktator Pinochet og militærets magtovertagelse af landet. De to drenges venskab fanges midt i urolighederne, og de tvinges til at vælge side. Verdens grusomhed tramper rundt i tresomhedens idyl med store militærsko på.
Børns venskab under umulige forhold er et ofte benyttet tema. Som regel er det den ene dreng, der ikke vil være med til at mobbe outsideren vi følger. Det være sig under anden verdenskrig eller i 1970’ernes Chile. Der er noget oprigtigt i barndomsvenskaber, og det er de følelser vi gribes af, i en historie som Min ven Machuca. Den er gribende og godt fortalt. Der bliver aldrig sagt for meget og det er op til seeren at drage mange af konklusionerne selv, hvilket er forfriskende. Filmen bevæger sig i et politisk betændt område, men formår at holde sig godt på sidelinien. Både Allendetiden med varemangel og ekstreme klasseskal samt Pinochets brutale styre vises. Det er gjort elegant, og filmen mister aldrig fokus på hvad der er vigtigt; de to drenge. Gonzales Infante spilles ganske enkelt fremragende af den unge Mathías Quer. Han er hele filmen værd. Som den fattige ven Pedro er Ariel Mateluna ligeledes god, mens Silvana med de bløde kys spilles med nærvær af Manuella Martelli. Hvis vi får flere chilenske film at se, skulle det ikke undre om en af de tre talenter var med.
Filmen er filmet en del med håndholdt kamera hvilket giver billedsiden et realitisk præg, ligesom de mange nærbilleder fremmer indlevelsen og forståelsen af de tre unge mennesker, der på egen krop kommer til at mærke et militærkup.
Min ven Machuca kan kun anbefales, og skinner bestemt som en af de mest lysende stjerner blandt årets film.
