Skriv en kommentar
Takashi Miikes ”One Missed Call” eller ”Mistet Opkald” var en uhyre underholdende gyser-komedie. En mere underspillet pastiche end Wes Cravens Scream-film med en mere subtil parodi på j-horror film som ”Ring”, ”Dark Water”, ”Ju-On” osv. Den fungerede ikke mindst fordi Miike er den fremragende historiefortæller han er og fordi at den formåede at holde tungen lige i munden og ikke kamme over i åbenlys parodi. Når den var uhyggelig var den uhyggelig og når den var sjov, var man lidt i tvivl om det var meningen.
Det er ikke tilfældet i Renpei Tsukamotos (tilsyneladende ingen relation til mesterinstruktør Shinya Tsukamoto) noget mere ordinære fortsættelse. Det meste af humoren er væk, så i stedet for at være en skæv parodi på genren, så indlemmer ”Mistet Opkald 2” sig i legionerne af j-horror film. Det er som bekendt en genre hvor niveauet ligger væsentligt højere end det gør i Hollywood (der da også allerede har lagt billet ind på at misforstå og ødelægge Miikes original i en genindspilning der udkommer næste år) og Tsukamotos film har da også en håndfuld solide og velfungerende gys.
Historien kredser som 1’eren om den lille pige Mimiko, som har kastet en forbandelse over noget så moderne som mobiltelefoner. På typisk Ring-maner rammer forbandelsen gennem teknologien og modtager man opkaldet fra fremtiden med den mystiske vuggevise-ringetone, så vil man høre sin egen død og vide hvornår den vil indtræffe. Det er nøjagtigt hvad der pludselig sker for en lille gruppe venner med den unge Kyoko i centrum. Inden længe er hun og kæresten Naoto viklet ind i et drama der på vanlig vis fører dem uden for Japans grænser – denne gang Taiwan – for at finde forbandelsens ophav og redde livet.
Klicheerne er tykke og filmen låner flittigt fra både Ring, Dark Water og den første film i serien. Alligevel er her underholdning og gys at hente, ikke mindst da vi når midten af filmen, der ligesom i 1’eren byder på en ganske lang og intensiv sekvens uden mange pauser til at fange vejret. ”Mistet Opkald 2” er ikke en bemærkelsesværdig j-horror film, men selv når den kun når op til par indenfor genren, så er den stadig rigtig uhyggelig set i forhold til vestlig standard. De psykologiske gys fungerer og lydbilledet er stadig så tilpas behersket at der er plads til at lade den lille Mimiko kravle ind under huden. Plot skal man dog ikke holde sig alt for meget for øje, da det simpelthen langsomt smuldrer filmen igennem og slutter i fjollede twists, der hurtigt er glemt, hvis man overhovedet gider opfatte dem. Var serien stoppet her havde ”Mistet Opkald” stadig været blandt de mere interessante franchises i moderne j-horror. Men men men, som bekendt skal alting jo laves i trilogier nu om dage.
Billede- og lydsiden er ganske fin og lever op til AWEs høje standard, men bonusmaterialet, der tæller trailere, biografier og en informationsfattig booklet, trækker hverken op eller ned.
Filmen er venligst stillet til rådighed af:
Voices Music &
Entertainment.
