Skriv en kommentar
Når vi lige nu hører om Tunesien er det oftest om bl.a. 50 druknede i en forlist båd ud for nordkysten ved byen Sfax på vej mod Italien, og derfor er det opløftende at se den fransk/tunesiske filminstruktør Labbés film Mit tunesiske eventyr - hvor landets farverige kvinder får tilbud om hjælp af den igangsættende psykoanalytiker Selma (spillet indbydende af Golshifteh Farahani), som vender hjem med glinsende piercinger i begge ører og en lille rødfalmet strittende tatovering midt på skulderen.
Hun kommer med det samme morsomt i kløerne på en bramfri frisør med 10-15 halskæder og gyldne smykker, som med det samme foreslår, at hun skaffer Selma kunder mod selv at modtage ½ af betalingen – og yderst morsomt er der pludselig en kø på 50 ældre snakkende kvinder, som venter på en helbredende samtale og få løst knuderne op. De sidder i et meget lyst rodet rum med åbne vinduer og et stort billede af Freud med rød tunesisk kalot og en cigar i hånden, og Selma skal høre på mange åbne og relevante spørgsmål:Må jeg godt ordne røde negle under ramadanen?
Vi hører slet intet om hendes 25 år i Paris, men da hun skal besøge familien sydpå i sin slidte varebil Peugeot 404 Pick Up, som også trænger til en åndelig vejleder, bliver hun stoppet af politiet, og da hun har fransk pas – skal hun alkoholtestes. Men af sparehensyn har vi ingen testapparater – så du skal ånde mig i ansigtet. Løft munden helt op og hun er tæt på at møde den sansende politibetjents mund, mens han er i ét med sine lukkede øjne.
Men Selma kører derfra – og bliver dage efter opsøgt af betjenten, som vil se hendes erhvervsautorisation!! Den findes ikke, og vi møder på morsom vis hendes henvendelser til sundhedsministeriet for at få vejledningen til at holde sin praksis med samtaler og få landet på bedre fode. Men sundhedssekretæren sidder med sin mobiltelefon og en sandwich i munden og ser ikke der er besøg – de fleste andre kontorer er helt uden mennesker. Sandheden må ikke være synlig i Tunesien.
Der er scener jeg slet ikke havde forestillet mig, som da et kvindeligt harem bliver mødt af en mand, som føler sig som en kvinde og må slæbes væk i gult omslag i et land, hvor følelser ikke diskuteres offentligt – men som i denne hjertevarme film får sat det menneskelige i fokus og på humoristisk vis løftet forbuddet. Vi ser til sidst Selma, som flere gange er ved at give op – hendes land har ændret sig – og hvor hun selv er blevet usikker på følelserne over for politibetjenten.
Selma føler virkelig, der er brug for hende i det nye moderne land, og siger selv det føles som et kald at vende hjem – og filmen er ikke så firkantet, at hendes sansende kærlighed over for politibetjenten er løst – de ses til og fra hinanden ved det løse sand. Et storslået eventyr har sat sig.
