Skriv en kommentar
Livet leves på fuld skrue for de midaldrende single kvinder, der af en eller anden grund ikke har lyst til en sort afrikaner derhjemme, men her, ikke har lyst til andet. Sikkert på grund af rammerne, og fraværet af deres egen omgangskreds. Ellen (Charlotte Rampling) har allerede lagt sig godt tilrette i strandstolen, og lever det søde liv med sin ”page”, den atletiske Legba (Ménothy César), der varter hende op på forskellige måder. Lige indtil Brenda (Karen Young) dukker op, i det tropiske paradis. Hun har været her tre år tidligere med sin nu fraskilte mand, hvor hun havde en affære med den dengang femten årige Legba. Den oplevelse har hængt ved hende lige siden, og hun vil nu afprøve sig selv og sine følelser, om de er tilstede. Hun bliver hurtigt veninder med den hvide klan, Sue (Louise Portal), selvom venskabet med Ellen er prøvende.
Men følelserne er der i den grad, og en magtkamp mellem kvinderne opstår, Legba har svært ved at modstå Brendas tilnærmelser, og splitter sig selv mellem to kvinder, der er ude af stand til at se de konsekvenser af deres handlinger, og kærlighedskonflikten løber ud i drab.
En særdeles modig film, om et emne der ikke er så belyst, selvfølgelig heller ikke har den mængde af mandlige sexturister i Thailand eksempelvis. Kvinderne i denne film behandler også deres gigolo mere humant, de kommer lige så meget får at købe sig til ømhed, selvom det får alvorlige konsekvenser. Charlotte Rampling som Ellen (”Under Sandet”, ”Swimming Pool”, ”Natportieren” m.fl.) er igen et studie i gennemført mimik, alt det der ikke bliver sagt, men som ligger der. Hun får godt modspil af Karen Young som Brenda (”Maria´s Lover”, ”Birdy”m.fl.). Ménothy César spiller sin rolle med stor naturlighed. Instruktøren Laurent Cantet, som tidligere er blevet prisbelønnet for sine film ”Human Ressources” og ”Dobbeltliv”, forstår at stille et skarpt lys, også på denne, hvor han lægger sit fokus på en fredet menneskegruppe (turisterne bliver som regel altid skånet), og deres empiriske erobringer af deres rejsemål, ingen ydmyghed eller størrere respekt overfor omgivelserne. Brenda var dog en anelse undskyldt, da hendes egen smerte og forelskelse i Legba eller drømmen om det, gjorde hende blind for sin egen adfærd.
Filmen blev nomineret til guldløven i Venedig, og vandt to priser sammesteds, bl.a. Marcello Mastroianni Awards. Den kan stærkt anbefales.
