Skriv en kommentar
Den unge skotske prinsesse, Merida, gør alt det, en prinsesse ikke skal; hun rider, klatrer på klipper, stjæler æbler fra køkkenet og skyder med bue og pil. Hendes mor, dronning Elinor, er mildest talt utilfreds og prøver med al magt at få sin genstridige datter til at interessere sig for mere royale sysler, såsom digtrecitation, statsanliggende og ægteskab. Men Merida er ikke interesseret; mindst af alt, da mor og far pludselig indbyder de tre skotske klaner, Dingwall, McGuffin og Macintosh til turnering, hvor præmien i konkurrencen blandt de tre klaners ældste sønner er Merida selv.
Kongen, dronningen og alle Skotlands stærkeste mænd er dog ingen match for en prinsesse, hvis karakter er skåret over den arketypiske teenager anno 2012 (og heldigvis da for det). Hun forlader slottet og bliver af de mystiske hviskende ånder ført til en lettere excentriske heks, der ud over et stort talent for træsnit af bjørne har et minimalt talent for magi, hvilket hun dog ikke praktiserer mere på grund af ”utilfredse kunder (host host)”. Det lykkes til sidst Merida at købe sig til et stykke magi; en fortryllet kage som vil ændre hendes skæbne, hvis dronning Elinor tager en bid.
Og det gør hun naturligvis. Med disneyprinsessernes notoriske naivitet over for gale troldkvinder serverer Merida frejdigt det forheksede bagværk, der som forventet ikke gør helt, hvad hun forestillede sig, og så kan løjerne ellers begynde.
Løjerne er dog mindre løjerlige, end man ellers forventer af det gode navn Pixar. Der er mere klassisk Disney og mindre pixargak og -galskab over Modig, men en smule smæk for actionskillingen får man da; både bjørnejagter gennem slottet, livsfarlige eventyr i tågefyldte ruiner og en god, gammeldags slåskamp er på programmet. Det er især disse episke og dramatiske scener, som filmen vinder på, mens de humoristiske scener ikke byder på meget nyt. Filmens humor er primært baseret på fysisk komik, Benny Hill-chases og royale værtshusslagsmål; alt sammen velkoreograferet og habilt, men ikke noget, der kunne få mig op af sædet. Meridas tre ustyrlige småbrødre, de fjollede bejlere og deres bizarre fædre skal dog nok vække lykke blandt den yngre generation af animationsfilmsentusiaster, der endnu ikke praler af at have set det hele før.
Stemmearbejdet er altid en af mine største bekymringer, når jeg skal se animationsfilm, og Modig klarer skærerne som forventet; ikke slorslået, ikke skidt. Julie Zangenberg bærer den største rolle som prinsesse Merida og giver den udmærket som stivnakket teenageprinsesse, om end jeg ville ønske, at de for en gangs skyld havde valgt en skuespiller med knap så glatpolerede stemmebånd. Den mest vellykkede stemme er Dick Kaysøs Kong Fergus, der er både vild, kært faderlig og fjollet uden at blive tåbelig.
Modig tager tråden op fra Mulan og topper kønsrolletematikken op med lidt tvangsægteskab. Det kontroversielle emne taget i betragtning er filmen naivt velmenende og kvalmt ufordømmende. Vi taler her om en mor, der lader tre mere eller mindre tilfældige ungersvende konkurrere om sin teenagedatters hånd. Selvfølgelig er filmens problematik symbolsk, og at man næppe kunne have lavet film om det skotske prinsesse Merida, hvis mor skyldtripper hende over, at hun ikke vil læse medicin og ikke kommer hjem på besøg i weekenden. Man bliver bare nødt til at se det paradoksale i, at hvad der i virkeligheden var endt med en forside i Ekstra Bladet og en fængelsstraf, ender i disneyuniverset med forståelse og forsoningsknus.
Når det alligevel er til at tilgive den urealistiske behandling af emnet, det fordi skildringen af forholdet mellem Merida og hendes mor i det store hele er en universel historie. De to skal lære at kende balancen mellem familiebånd og retten til at bestemme over sit eget liv, og hvis der er et masterplot, man ikke bliver træt af, så er det fortællingen om forældre og børn, der lærer at respektere og forstå hinanden. Udviklingen i deres forhold er et seriøst og sympatisk element i filmen, om end der smøres lidt for tykt på med den amerikanske karamelpatos.
Traditionen tro bliver den flødeskumsblævrende disneymorale serveret ganske uspiseligt i filmens slutning, men det kan tilgives, når der nu prædikes gensidig respekt og retten til at vælge, hvem man vil elske. Filmen slutter uden brudeslør og bryllupsklokker, og det er vist første gang en disneyprinsesse har styret helt klar af hymens lænker (Mulan er tæt på, men selv her lurer forlovelsen med den saftspændte Shang).
Alt i alt er Modig fin film til større børn (måske lidt for mange bjørnebrøl til det yngre publikum) men historien mangler noget af Meridas mod til at blæse traditionerne et stykke. Lidt mere narrativ vildskab havde gjort sig godt i det smukt animerede skotske højland, og med en tematik, der er så relevant, kunne Disney for en gangs skyld godt have vovet noget kontrovers. Men en sjældent fnis og en god portion velkoreograferet action har vel også sin ret, og har man brug for halvanden times tidsrøveri med de yngre slægtninge, er Modig ikke et dårligt valg.
