Skriv en kommentar
Man skal holde tungen lige i munden i Molly’s Game. Lige fra første sekund kræver den éns fuldstændige koncentration med en lind talestrøm, der næsten aldrig stopper. Efter første scene, er stilen sat, og enten finder man sig til rette med den, eller også finder man aldrig fred med den. Det er Aaron Sorkins debutfilm som instruktør, men tidligere har Aaron Sorkin skrevet manuskript til film som A Few Good Men, Charlie Wilson’s War, Moneyball, Steve Jobs, The Social Network og TV-serierne Præsidentens Mænd og The Newsroom. Specielt The Social Network, minder denne film meget om. Den er præcis lige så hurtig i replikken og tonen er næsten den samme. Der mangler dog noget, og det er noget som Aaron Sorkin desværre selv er skyld i.
Det virker… næsten.
Aaron Sorkins manglende erfaring med instruktørrollen er tydelig, og hvor meget man end har lært i sine mange år i filmverdenen, er det noget andet når man selv sidder og tager de kunstneriske beslutninger. Grunden til at The Social Network virkede så godt, var fordi at David Fincher sad i instruktørstolen, og kunne lave flotte kunstneriske greb over Aaron Sorkins forhastede skrivestil. Nu er det Aaron Sorkin selv der er togfører, og det virker… næsten. Molly’s Game er på den visuelle side en anelse kedelig, og billederne er nogen steder usammenhængende med manuskriptet. Det er som et tandhjul der næsten spænder, eller en guitar der næsten stemmer. Nogle steder fungerer det dog fint, med sjov visuel animation over vores hovedperson Molly Blooms stemme der forklarer nogle pokerregler. Mere af den slags, og mere komplimenterende klippearbejde havde fungeret bedre i flæng med manuskriptet, som slet ikke er så dårligt. Når det nu er sagt, så er det også filmens eneste fejl.
Molly’s Game er når alt kommer til alt, en helt fin oplevelse. Jessica Chastain er god som Molly Bloom, og Idris Elba (skønt nogle problemer med at holde hans engelske accent tilbage) er også rigtig dejlig at se på. Ham der stjæler showet er dog Michael Cera, der her leverer hans karrierers måske bedste præstation i rollen som Player X. Han er ubehagelig, intimiderende og voldsomt gyselig. Som en tikkende bombe. Hvornår ser vi ham i en god gyser?
At se Molly’s Game føles som at se en film imens instruktøren sidder ved siden af dig, og fortæller om hvad der sker på skærmen. Det er en stilet oplevelse, der (skønt et par småfejl her og der) trods alt er hele spilletiden værd, og til sidst binder en flot bue på den historie den fortæller.
