Skriv en kommentar
KØB FILMEN HER
Den første Mondo Cane fra 1962 var en banebrydende film, nærmest at betegne som en filmhistorisk milepæl, der brød grænserne for hvad der kan kaldes dokumentarisme og stillede spørgsmål ved sagligheden af en traditionel fortæller. Det var en film der på alle måder adskilte sig fra det vi traditionelt kalder italiensk exploitation ved sit vid, sin nerve og sin sarkastiske charme. Paradoksalt er det derfor at fortsættelsen, frigivet kun et år efter, er ubehageligt tæt på at indskrive sig under netop disse exploitation-faner.
På overfladen ligner Mondo Cane 2 sin forgænger, men man er ikke langt inde i den før det er pinligt indlysende at her er tale om en helt anden dagsorden. Hurtige penge, nemme provokationer og uinspireret selvforherligelse er i højsædet mens filmen gradvist bliver kedeligere og kedeligere. Der er stadig nogle morsomme og finurlige sammenligninger og udstillinger af menneskets alt for ofte uforståelige adfærd, men det er pakket ind på en meget mindre finurlig måde.
Hvor den evige voice-over var antydende ironisk og kun enkelte steder kom med reelt fordømmende bemærkninger i den første film, så virker det mere som en alvidende smagsdommer der fordømmer alt og alle i toeren. Væk er nuancerne og antydningerne og med dem er også humoren. Finurligheden hvormed de små scener og historier er vævet sammen er også langt grovere trukket op og baseret langt mere på simple sammenligninger og tonstunge, banale sociale pointer.
Værst er det dog at Mondo Cane 2 virker langt mere iscenesat end sin forgænger. Det håndholdte, dokumentariske kamera er ikke længere så overbevisende og selvom kommentatoren gang på gang kæmper for at overbevise os om det modsatte, så er det pinligt åbenlyst at langt størstedelen af scenerne her er både skrevet og tilrettelagt af instruktørerne.
Inspirationen har ramt fra tid til anden og der er en flere højdepunkter, men filmen når ikke sin forgænger til de italienske sokkeholdere på nogle af sine centrale punkter. Væk er naunceringen, væk er finurligheden, væk er legen med mediet. Hvor Mondo Cane søgte at udstille sine subjekter og lade en underfundig pointe sive ind i publikums underbevidsthed, da virker fortsættelsen mere som om den søger at slå selvsamme pointer fast med kødhammer og syvtommersøm. Hold dig hellere til originalen.
Bonusmaterialets eneste interessante inkludering er en kopi af det originale biografprogram fra filmens danske premiere i 1964. Det er til gengæld også rigtig underholdende at læse.
Another World Entertainment.
