Skriv en kommentar
Vi befinder os højt oppe et isoleret sted i Andesbjergene, hvor en gruppe børn og teenagere kaldet los Monos (Aberne) trænes benhårdt af en elitesoldat (Wilson Salazar). Den eneste forbindelse de har til resten af verden er gennem ham, Mensajero, og så koen Shakira, som han har bragt dem, så de kan drikke mælk.
Det er meningen, at los Monos skal forblive effektive maskiner, som har som den eneste opgave at passe på gidslet, Doctora, en amerikansk ingeniør spillet af Julianne Nicholson. Hun holdes fanget i et hul i en betonbunker. Los Monos ser kun andre mennesker, når deres sergent kommer forbi en gang imellem og filmer Doctora, så hendes familie og landsmænd kan se, at hun er i live og har det godt. Så bliver hun vasket og kæmmet og får en avis at sidde med.
Men det meste af tiden går med, at Doctora sidder i sit hul, mens de unge krigere skal forsøge at holde balancen mellem at være menneske og dyr. Dette har Landes skildret med stor indsigt, hvor vi det ene øjeblik ser en pige på 17 år, der skæver forelsket til sin udkårne, og det næste øjeblik ser et vildt dyr, der er ved at miste grebet om civilisationen, om det, der adskiller os fra dyrene. Los Monos snakker og leger, men legen består mest i at slås indbyrdes og drikke og skyde vildt op i luften.
Et sådant skyderi sætter handlingen i gang en dag i tågen, hvor los Monos dukker frem fra bunkeren efter en vild fest. Lidt efter lidt bliver gruppen mere og mere løsrevet fra sin fjerne ledelse. Magtbegæret dukker frem iblandt gruppemedlemmerne, hvoraf nogen bare gerne vil udføre deres mission, mens andre synes, det er på tide at få lov til at have deres egen gruppe.
Deres lille, kompakte træner Mensajero (som i øvrigt som den eneste selv er tidligere frafalden guerilla-kriger), er benhård og kontant, men alligevel deres ’far’, som hjælper med at løse deres indbyrdes teenage-konflikter.
- Organisationen er jeres familie. I er mine børn, siger han.
Alligevel synes de ikke at være der af loyalitet over for ham og organisationen, de virker tværtimod som om enhver tilknytning til andet og andre end hinanden er nedbrudt og væk.
Parallellen til Fluernes Herre er snublende nær, og Monos har da også meget fokus på gruppepsykologi og den menneskelige natur. Men filmen kan meget mere end det. Alene fotograferingen og optagelserne on location i bjergene og i regnskoven er helt unikke og stemningsfulde. Naturen spiller sin egen rolle, vi rives med af den og sanser den dampende skov og den brusende flod helt ud i salen.
Sjældent har jeg set en film, der er så sanselig på både lyd- og billedside, samtidig med at den holder fokus og lader billederne fortælle historien. Vi får intet at vide om baggrunden for, at de unge mennesker befinder sig i denne guerrillagruppe. Har de selv valgt det? Kommer de fra dårlige familier, er de forældreløse? Fattige? Vi ved det ikke. Men parallellen til FARC er iøjnefaldende, hvor gidseltagningen i starten af 00’erne af den fransk-colombianske senator Ingrid Betancourt, som var fanget i mere end seks år, er en af de historier, man husker. Og FARC har netop haft held til at rekruttere sådanne meget unge mennesker, der er villige til at dø for at deres familie får lov at leve. Rekruttering med en kombination af trusler og løfter om at sørge for familien resten af livet.
Monos er en voldsomt pågående film med en meget speciel lydside, som snarere end musik er et lydunivers, der understøtter vildskaben og fungerer rigtig godt. Og den dygtige hollandske fotograf Jasper Wolf tager os helt med ind i mellem de dryppende planter, tæt på de intense ansigter, med op over de drivende skyer og med ned under vandet i den brune flod.
Man kunne som udenforstående godt tænke sig lidt mere information om relationen mellem guerillagrupperne i Colombia og denne fremstilling. Men det får vi ikke. Vi får rejst spørgsmålet om, hvad man som samfund skal stille op med disse unge guerillakrigere og med denne konflikt, og tilbage står, at det er en film, der bliver siddende på nethinden længe efter. Slutbilledet ikke mindst.
